4 dage i Svensk Lapland: Hundeslæde tur, Nordlys og nytår ved den frosne sø (DEL 2)

Det er gået op for mig, at jeg har glemt at poste del 2 af vores 2017 – 2018 nytår i Svensk Lapland. Så nu får I den – ét år forsinket. Måske der er nogen af jer som overvejer, at træde i vores fodspor og opleve området omkring Polarcirklen på blot 4 dage?  Det var så fin en oplevelse, at vi nogenlunde gør den kunsten efter i år. Denne gang bare i Finsk Lapland.

Hvis du ikke har har læst DEL 1, så vil jeg virkelig appellere til det! I det post kan I læse om dagene op til nytårsaften; om vores oplevelse med at bo to døgn i en Lavúu (Samisk telt m. brændeovn og dobbeltseng), om at danse på Polarcirklen, at gå på ski i den smukkeste natur, snebade og kæmpe for at undgå at ramme rensdyr og hundeslæder på vejen. Alt i alt en vældig eksotisk oplevelse kun sammenlagt 2,5  timers flyvetur fra København. 

Læs del 1 her

NYTÅRSAFTEN I LAPLAND

Jeg slap jer sidst d. 31.  december, hvor vi kørte fra fantatiske Sapmi Nature Camp nord på mod Kiruna, som også var den by vi var fløjet til. Himlen og den belysning vi kørte i kan jeg ikke dele og beskrive nok gange. Det var fuldstændig magisk! I kan se min optagelse her. FIY: den er helt uden filter!

Sapmi Nature Camp er på National Geographics liste over “mest Bæredygtige og spektakulære steder at bo i verden, hvis du holder af vores planet“!  Det var også helt fantastisk! Så igen…jeg håber I vil læse del 1, ellers vil dette afsnit nok fremstå en anelse amputeret.

Cirka 25 km uden for Kiruna havde vi booket en lille hytte i Camp Alta, hvor der absolut ingen lysforurening ift. evt. at kunne se Nordlyset.

Det blev hurtigt mørkt! Det var det allerede ved 14 tiden. Jeg spejdede efter Nordlyset mens vi kørte i mørket og Allan sneglede os afsted for at undvige de mange rensdyr på vejene. Vi havde flere gange på turen fortalt hinanden, at det alligevel ikke gjorde noget hvis vi ikke så Nordlyset. Vi havde trods alt kun 3 overnatninger og vi havde også allerede oplevet så meget fantastisk, at Nordlyset var sig undskyldt. Det lavede jeg også en Story om, der ligger i mine Highlights på IG. Men det giver mig altså sådan et stor smil på læben at gense den taknemmelighed og uvidenhed jeg havde lige dér, i den story – nu velvidende, hvad der ventede os senere den aften!

Isfjerning på viskerne. Det måtte vi gøre et par gange på turen.

Vi ankom safe til Camp Alta og vores lille hytte, som lignede noget fra en julefilm i 80’erne. Den var lille bitte men helt perfekt, på trods af at vi ikke kunne ligge ved siden af hinanden, da de smalle senge var indbygget rundt i siden af hytten. Det var vi forberedte på forinden. For sådan kan det gå, når man booker rejser få uger før afgang; man må tage hvad man kan få! Det ser dog ud til at hytte 2C, som vi havde, er blevet fuldstændig gennemrenoveret siden vi var der og at der nu er en dobbeltseng.
Hytten lå i øvrigt helt perfekt med udsigt til søen, hvor vi senere skulle velkomme det nye år.

Så brugte vi ellers lidt tid på at nette os og gøre os klar til vores Nytårsaften med hundeslædetur og sauna! Jeg fik lidt vandfast mascara på, et tykt lag af min favorit dagcreme fra Kiehls (Grønlands Testet – jeg har brugt den i årevis og sværger til den) og et tykt lag læbepomade – Allan kørte samme rutine, minus mascara. Mit hår blev børstet og sat unødigt pænt under min hue. Og mit nytårs outfit bestod af et sort sæt uldent ski undertøj, min islandske sweater, min elskede Fjällräv Anorak, et par sorte løbebukser, line strømper og et par uldstrømper. Allan var mindst lige så flot – klar til at indtage krystalnatten.

Vores lille hytte i Camp Alta.

PÅ HUNDESLÆDETUR & JAGTEN PÅ NORDLYSET

Sent på eftermiddagen blev vi hentet af Snow Dog – Artic Adventure Company.
Craig der ejer Snow Dog er simpelthen noget af det rareste og sjoveste, ligesom de andre instruktører. Snow Dog er et lille sted, hvor der er fokus på små grupper. Craig elsker sine Huskier og i øjeblikket er han er i gang med at starte et “alderdoms hjem” for gamle slædehunde, der ellers typisk vil blive aflivet. Lidt ekstra kærlighed sender jeg hans vej.

Vi var de eneste der skulle ud og køre, udover en australsk dame der havde været på turen om formiddagen. Hun var blevet så betaget, at hun havde booket endnu en tur – nu i mørke. Det tegnede godt, tænkte jeg for mig selv.

Vi blev udstyret med varme polarsuits (som man næsten ikke kan bevæge sig i) og ekstra vanter, hvorpå vi gik ud i hundegården, hvor vi hjalp med at spænde de helt ekstremt glade hunde for. Der var system i det. Ikke alle hunde kunne løbe sammen. Ikke alle hunde kunne løbe forrest. Nogle skal løbe i line alene. Andre havde allerede været ude og løbe om formiddagen og skulle derfor ikke løbe igen. En efter efter en hentede jeg en hund og spændte for indtil vores pack var klar.

Vi fik en grundig instruks i hvordan slæden skulle styres, bremses og hvilke signaler hundene lystrede på. Vi skulle nemlig styre vores egen slæde! Så vildt! Jeg startede med at sidde på slæden og Allan med at stå op på medierne og styre – dog allermest bremse i svingene. I kan se en film fra turen her. Jeg kan næsten ikke se den uden at hyle.

Det sneede en lille bitte smule og temperaturen nærmede sig minus 25 grader. Det var iskoldt, men man frøs bestemt ikke i de store suits. Men iskrystaller lagde sig på hundenes pels, på mine øjenvipper og i Allans skæg.

Hundene sad pænt på deres plads foran slæden. Jeg sad ivrig i slæden og Allan stod klar bag den. Graig gik en runde og klappede hver en hund på hovedet og gav et lille motiverende: “er du klar“, hvilket resulterede i ivrig bjæf og hop. Åh den der smittende hundeglæde!

Da Craig endelig stillede sig klar bag sin slæde og tog handskerne på, satte samtlige Huskier instinktivt i uafbrudte “hyl”! Det var sådan en vild lyd – som et ulvekor! Nu vidste hundene, at de snart skulle ud og løbe! Energien fra dem, kombineret med deres hylen gav kuldegysninger, langt mere intense end hvad minusgraderne kunne fremprovokere, havde vi ikke haft de dragte på! Havde jeg på en eller anden måde kunne finde vej indtil min arm, i alle de lag tøj, så havde jeg knebet den – hårdt! Det var sådan en fin oplevelse – allerede!

Hundene hylede, vi havde sommerfugle i maven, stjernehimlen var overvældende og 1-2-3 fløj vi ud i Laplands krystalklare nat og smukke vildmark. Jah selv i mørke kunne alt ses, fordi sneen og månen lyste landskabet op.

Vi fløj gennem skovområder og små passager hvor tornebuske og grantræer tynget af sne, krummede sig henover stien og dannede tunneller! Det var aldeles magisk. Luften var fyldt med iskrystaller og den der lyd af slæden mod sneen… den er helt speciel. Vi fløj over store åbne områder på den frosne sø, igennem moseområder og gennem granskov! Altså jeg kan helt ærligt ikke forklare hvor smukt det var! Det eneste jeg ønskede var også at tage turen i dagslys – den helt samme rute, fordi den oplevelse må rumme en helt anden magi, jeg ikke ville være foruden. Jeg forstod nu hvorfor den australske dame havde booket endnu en tur! Og her besluttede jeg, at vi igen i den nærmeste fremtid måtte ud og køre i hundeslæde.

Jeg vil sige det sådan, at man kan næsten ikke tage billeder siddende i slæden. Slæden hopper en del og det var altså noget af en prøvelse at skulle have handskerne af! Jeg synes selv, at jeg er ret hårdfør ift. kulde og at jeg er ret god til at udholde smerte! Men åbenbart ikke i de minusgrader og i modvind! Men jeg var ret stædig og kæmpede med, at der konstant satte sig iskrystaller på mit objektiv, hvilket tog tid at fjerne. Så da mine fingre til sidste gjorde så ondt, uden et eneste billede og flere af mine fingre lige pludselig ikke lystrede på at bøje sig, tænkte jeg at det var på tide at holde dem inde i de enorme vanter. Alt behøver ikke blive dokumenteret. I Know! Men min kærlighed til fotografering gjorde det svært at lade være. Men førlighed før billeder !

Allan og jeg skiftedes til at styre slæden. Allan tog dog tjørnen størstedelen af turen, da jeg havde dummet mig med at lufte fingre og derfor ikke følte at jeg kunne gribe ordenligt fat omkring håndtagene på slæden. Jeg skulle skisme ikke nyde noget af at falde af og lade Allan flyve afsted uden mulighed for at bremse.

Efter en helt magisk tur, uden Nordlys, nærmede vi os igen kennelen. Vi afspændte slæden, nussede hundene og gav dem et solidt måltid ovenpå deres løbetur. Fyldt med hundekærlighed, gik vi over i en lille hytte med åben ild i midten, med lanterne hængende fra loftet! Det var et gammelt røgeri, som var omdannet til hyggestue. Det var SÅ ubeskriveligt hyggeligt – i min verden den ideelle ramme for en nytårsmiddag. Her skulle vi spise vores nytårsmiddag stående/siddende omkring bålet, sammen med Craig, de øvrige hundeførere og den australske dame. Det lyder måske lidt mærkeligt at tilbringe middagen sådan, men det var SIMPELTHEN så hyggeligt! Og en ting jeg ikke havde været forberedt på var, hvor HELT vanvittig god maden og vinen var! Craig sagde for sjov, at vi skulle huske ikke at rate maden, men hundeturen på Trip Advisor, fordi det gjorde de fleste hahaaaaa! Så det huskede vi.

Timerne gik, stemningen var høj og Allans playliste blev sat på – han havde ikke et øje tørt. Pludselig råbte en af hundeførerne udenfor! Og der lige over hundegårdene så vi en lille bitte smule nordlys! Det var meget svagt. Men det var der! Lidt “grønt”… altså meget lidt grønt! Men det var der! Nordlyset! Nu havde jeg set det, omend det ikke var meget! Men jeg er et taknemmeligt menneske! Så jeg satte et mentalt flueben og var nu ekstra glad!

De store luffer – Mine hænger ned langs siden og jeg havde mine egne store luffer inden under 🙂

OG SÅ SKETE DET…

Efter endt middag blev vi kørt tilbage til Camp Alta. Klokken var nu cirka 22:15 og Craig råbte “på gensyn om lidt ved bålet“. Vi var et stort spørgsmålstegn! Hvad mente han med det? Han grinede og pointerede at “alle holder nytår på Camp Alta”! Når jah, helt seriøst hvor ellers derude hahahaaa….

Vi gik ned mod vores hytte – aldeles høje på aftenen so far. Halvvejs nede tænkte Allan dog, at han lige vil klare toiletbesøget oppe ved hovedhuset, cirka 30 meter fra vores hytte. Vores hytte havde nemlig ikke wc. Han løb ind og det går op for mig, at han har nøglen til hytten. Så jeg blev stående udenfor, ventende og trippende i kulden. Lige pludselig lyder der en gong-gong. Der blev gong-gong’et fuldstændig vanvittigt!!! Og så hører jeg en eller anden skrige for sine lungers fulde kraft: “NOTHERN LIGHTS – NOTHERN LIIIIIIIIIGTHS” og gong-gongen fortsætter med at hamre derud af! Jeg får vendt mig om og dér lige bag mig; eksploderer himlen i det mest aktive Nordlys man kunne drømme om !

Camp Alta’s “Nordlys vagtsystem” var gået i gang!

Åh, jeg elsker det!

Hvis jeg havde haft tid, havde jeg stået og hylet lidt. Men jeg var selvsagt nød til at løbe ind og banke Allan ud af toilettet! Totalt antiklimaks at sidder der jo! For man ved jo aldrig hvor længe nordlyset varer. Åh han forstod intet til at starte med! Og det tager jo ikke kun et splitsekund at få alle de lag tøj på. Ih jeg syntes det var sjovt! Men vel ude, løb vi ud af det værste lampelys og joinede de andre til vores livs nytårsfyrværkeri.

Så dér stod vi. I stilhed. Med 20-30 andre mennesker! Alle fuldstændigt opslugte af vidunderet foran os! Jeg hylede selvsagt! Fordi så skete det alligevel! Det jeg flere gange havde fortalt jer, som værende det ultimative! Der på vores sidste aften i Lapland! På årets sidste dag… Nordlys i al’ sin pomp og pragt!!

Stilheden blev langsomt erstattet af en blanding af hujen, piften og højlydte gisp når nordlyset pludselig skiftede retning og dansede henover himlen. Det var det smukkeste jeg nogensinde har set. Og jeeg sendte min papa nogle kærlige tanker. Han havde så ofte fortalt min søster og jeg om Nordlyset da han boede i Trondheim i Norge, hvor vi også er født (men var for små til at huske).

Da det sidste grønne lys havde forladt himlen gik vi ned i hytten og åbnede en flaske bobler – også selvom klokken var langt før midnat! Slutningen på året skulle jo også fejres!

Vi satte os over i det store Bålhus, hvor en amerikansk børnefamilie med tre børn (alle under 6 år) var i gang med at grille skumfiduser. Kort fortalt blev Allan og jeg blev enige om, at vi vil gøre alt for at give vores børn sådan en oplevelse. At rejse på den måde og se verden. Det må være hårdt, (og dyrt),  men noget så givende, hvis man er den rejselystne type.

Kl. 23:30-ish gik vi over til saunahuset (billede herunder). Det er faktisk ikke til at se, men det er faktisk en kæmpe frossen sø der ligger bag bygningen. Og inde i selv saunahuset kan man fra en lem i gulvet, kaste sig ned i det iskolde vand. Her var der fest og her blev der senere fest!!!

Lige foran huset var der lavet et stort bål og de øvrige gæster fra Camp Alta var så småt begyndt at samle sig. Jeg vil tro vi var omkring 40personer i alle aldre! Alle snakkede sammen. Alle var nysgerrige og ville høre hinandens bevæggrunde til at være endt i Lapland, ved et bål, ude på en sø ved en gammel sauna – Nytårs aften! Hvordan ender man der? Og hvorfor?

Musikken spillede fra et lille anlæg og en lille dreng delte stjernekastere ud! Stemningen var super festlig!
Det var helt specielt at stå der kun oplyst af bålet, under en stjernehimmel, i den kulde! Tiden gik og vi hyggede! Jeg fik helt tilfældigt kigget på min telefon og ser så at klokken er præcis 00:00! Det er ret sjovt og vi har det på Go Pro, at jeg kigger på den og så viser den til Allan sådan helt: “whaaaaaaat”! Ingen andre havde bemærket klokkeslættet! Og det opsummerer egenligt meget godt essensen af den aften; tiden var som fastfrossen! Det vigtige var ikke “Klokken” – selv ikke den aften, hvor klokkeslættet er hele omdrejningspunktet. Men nuet, var det!
Det var som var vi fanget i lille snekugle, med 40 fremmede, hvor det eneste jeg kan komme på at tænke var:  “PLEASE ik’ ryst os. Ik’ endnu”!   

Der gik dog ikke længe og så gik det op for folk hvad klokken var! Champagne blev poppet, stjernekastere blev tændt og et par raketter fløj til vejrs – fuldstændig unødvendigt, set i lyset af den stjernehimmel og fyrværkeri af et Nordlys de fleste af os havde bevidnet kort forinden.
Craig fik et kram, alle fik et og alle dansede for at holde varmen! Hold op det var hyggeligt! Det VAR perfekt! Det var så aldeles perfekt!

Vi festede… ikke til den lyse morgen. Fordi så havde klokken været 10:00 (der bliver det først lyst)… men i hvert fald til. kl.03… fordi nogen skulle være ædru til at køre snescooter dagen efter 🙂

Saunahuset og den lille bålplads ved søen, hvor 2018 listede sig ind på os.

PÅ SNESCOOTER I TIM BURTON LAND

Næste morgen skulle vi op og køre på Snescooter! Vi havde booket det på Camp Alta, så vi skulle ikke forlade matriklen, for at komme til udlejningsstedet.

Allan skulle køre og jeg skulle sidde bag på, da jeg jo ikke har kørekort. Vi blev igen iført Polarsuits, kæmpe handsker, hjelme og briller! Og efter en kort instruks var vi, sammen med en flok på ca. 15 andre, klar til at fræse en prøvetur på søen, inden turen gik igennem de vildeste Tim Burton sne landskaber op til Kirunas ICE HOTEL! Ingen af os havde før kørt på Snescooter, men hold nu op det var en virkelig virkelig sjov oplevelse! Sikke nogle kræfter sådan en har!

Kirunas Ice Hotel har i den gang sat området på verdenskortet! Det er også sindsygt flot, men vi blev alligevel sådan lidt “mjeeeee” og valgte ikke at betale den dyre entre for tage ind og se det. Vi valgte i stedet at tage på et Samer Museum og spise en god frokost, i mens vi bandt en sløjfe på alle de oplevelser vi havde haft, på de få dage. Det var et godt valg og vi følte ikke at vi glip af noget. Skulle vi se et Ice Hotel, så ville vi hellere prøve at bo på et. Så det gør vi da naturligvis, når vi år holder Nytår i Finsk Lapland her i 2018 🙂

Efter turen på cirka 4 timer, kørte vi i Lufthavnen, lettere stressede da vi var kommet lidt for sent afsted. Det tager altså lidt tid at skrabe de bilvinduer! Men stressen viste sig at være unødig! For der lander næsten ingen fly i Kiruna. Det vil sige at der er én kø til Security og så længe der er kø, kan man være helt rolig, fordi ALLE skal med det samme fly!

Efter Security satte vi os i vinduet i den lille café og kiggede ud på det pludselige snevejr og landingsbanen, imens vi drak en øl og funderede over hvor meget vi havde oplevet på kort tid!
Da det blev tid til at boarde flyet, gjorde vi os klar til det sidste gys (troede vi) inden vi gik ud på flypladsen, med sneen knirkende under os. Vi indåndede den kolde polarluft en sidste gang og følte næsehårene fryse.

Siddende inde i flyet viste det sig, at flyet skulle deefrostes to gange, hvilket lige akkurat tog 45 min, som var den tid vi havde til at nå vores connecting flight fra Stockholm til København.
Så efter en lidt anspændt flyvetur, løb vi kl. xx.45 ud af flyet for at nå det der kl. xx.50 lukkede for boarding. Vi løb ud i lufthavnen uden at ane, hvor vi skulle hen, op af rulletrapper og ned af lange gange, hvor flere festlige selskaber heppede og råbte “go go go” til os! Havde jeg haft overskud havde jeg storgrinet!
Vi ankom til den tommeste terminal i mands minde, foruden en dame, der i bedste film stil tog sin walkie talkie og sagde noget jeg var for forpustet til at høre, hvorpå hun åbnede døren ud til rampen og sagde “Skynd jer“. Vi løb ned af rampen og ind i flyet til stemmen af kaptajnen der i højtaleren offentliggjorde “The lasts passengers are now on board and we are now ready for take off“. Og det eneste jeg husker er min egen sindsyge puls, lettelse og så de 100+ passagerer, der alle kigger på Allan og jeg, som om vi er de mest irriterende mennesker i hele verden 😛

På gensyn magiske Lapland <3