VORES TØRRELOFT

Reklame: Vores nye beton gulv på 4.sal – drømmen, målet, overvejelserne & finanseringen

5. marts 2017

Reklame for DUPA Gulve

OBS: Gulvet begyndte at flække i forbindelse med at vi fik skiftet tag og hele bygningen gav sig (vi bor i taget). Dette var 3 år efter det blev lavet. Det var vi forberedte på kunne ske. Skaderne kunne udbedres med plet lakering. Dog ser det ikke så pænt ud, da den gamle topcoat ligesom buler. Der er dog kommet sindsygt mange nye produkter på markedet, siden vi stod som nogle af de første og ville have det på 4.sal. Så jeg er sikker på, at der nu findes produkter der kan udstå et gammelt hus i bevægelse 🙂

aaaaPhotocredit: Pia Ulin. Article: Catherine Hong for Martha Stewart Living

I morgen starter projekt betonlook-gulve her i 4. sals højde. I taglejligheden hvor absolut intet er i vatter og hvor alting triller rundt, når først placeret på gulvet.
Det er nervepirrende det hele, men kors hvor vi glæder os. Det er vores første rigtige “ombygnings byggeprojekt”.
Processen har været lang tid undervejs med at finde et firma, der turde varetage opgaven. Men da vi først fandt det (DUPA Gulve i Gentofte), var de super løsningsorienterede og meget optimistiske. Det har allerede været en helt fantastisk service vi har fået – bl.a. med mig der i tide og utide sender billeder og spørgsmål. Jeg har vitterligt altid fået svar med det samme. Selv i weekender og i de sene aftentimer, hvor jeg med et glas rødvin i hånden har fået en ny god ide 😛

Udover betonlook gulvet i stue, spisestue og køkken, skal vi have lagt mørkbejdset egetræs sildebens parket i 2 rum, i entré og i vores lille mellemgang. Jeg overvejer stadig lidt om der mon skal lægges marokkanske cementerfliser i køkkenet – men det kan vi altid selv lægge efterfølgende, tænker jeg 🙂

Drømmen

Jeg har ALTID drømt om at få understreget New Yorker Loft looket, som var noget af det første jeg tænkte da jeg så lejligheden en sommermorgen i 2009, med kærestemanden under armen og en ejendomsmægler i så korte shorts, at det var svært ikke at stirre. Det var i øvrigt en kvindelig ejendomsmængler 🙂
Jeg har altid elsket det rå, upolerede industrielle look – og så synes jeg bare, at det går helt i spænd med vores indretningsstil.

I kan på min Pinterest se billeder af diverse hjem med betongulve – virkelig smukke hjem!

I sommers havde vi ellers gang i nogle helt andre nødløsningsgulve, som jeg i den grad er glad for ikke blev til noget! Lige nu tænker jeg faktisk om mig selv, at jeg da havde tabt hjernen lidt. Så jeg er så glad for at den oprindelig drøm, nu kan lade sig realisere og at jeg ikke endte med at gå på kompromis, for at spare penge.

Jeg må dog indrømme, at jeg er en lille bitte smule ængstelig, eller det vil sige controlfreaken i mig er ængstelig. Det skyldes hovedsageligt min brækkede ankel, som ikke gør det muligt for mig, at kigge forbi og tilse de daglige fremskridt, som jeg ellers havde planlagt. Jeg havde lidt overvejet en creepy bamse med et Nannycam, i et af vinduerne. Men, kærestemanden har lovet at livestreame på Instagram, når han er her oppe og kigge. Så jeg har lagt mine skumle planer lidt fra mig igen…

…Selv tak guldmand 😉

Hvad er det for gulve

Gulvet bliver ikke udført i rigtig beton, da det vil være ALT for tungt i sådan en gammel bygning.

Vores gulve bliver som jeg har forstået det, en kombination af en flydespartel, epoxy og mat lak (og en masse ting under for at stabilisere de gamle trægulve).
I kan se gulvene hos instagrammeren Leizybsom udover at bo voldsomt lækkert også har fået lagt gulvet i hele deres skønne villa. Gulvene bliver altså ikke musegrå, men lidt mere hen af, hvad jeg vil kalde for “våd beton”.

 Overvejelser

Jeg har egentlig ikke haft så mange overvejelser hen af “skal/skal ikke” – ud over at jeg selvfølgelig har skulle forholde mig til 2 ting:

  1. Gulvet vil slå revner med tiden; det skyldes at vores bygning er ældgammel, at træværket giver sig og at bygningen synker lidt. Her er jeg slet ikke bekymret og det er DUPA gulve heller ikke. Jeg har set det gulv de har lavet længere oppe af gaden og det krakelerer en lille bitte smule på få områder og jeg synes det ser DØDLÆKKERT ud. Man kan vælge at “håndpensle” krakerlingen med lak, så man stadig kan se den eller man kan vælge at lappe den (hvilket kan ses). Uanset synes jeg, at det giver et fantastisk råt look, som jeg higer efter! Men det er jo en smagssag.
    SÅ jah, bor man i et gammelt etagebyggeri, så skal man være forberedt på at det VIL ske! Personligt kommer jeg dog til at sidde og vente på at det sker 🙂
  2.  Det endelige strukturresultat kan der ikke gisnes om. Der er åbenbart mange faktorer der spiller ind, når man lægger gulv i sådan gammel bygning. Jeg har blot sagt, til gulvmanden at han ikke behøver at gøre sig umage med at “smøre” det for pænt ud.

Alle de andre overvejelse har følgere på IG været gode til at udtrykke deres bekymringer om og minde mig om – hvilket jeg er super glad for. Jeg har her opdelt dem i 4 kategorier og det er da klart punkter, man skal tage med i sine overvejelser.

Gulvet er hårdt

Jeg har selv været oppe og gå på det gulv vi får, i en forretning her på Nørrebrogade. Det føles faktisk på ingen måde lige så hårdt som rigtig beton. Men det er rigtigt, at det ikke er lige så blødt som træ. Mange af jeres bekymringer har også gået på fremtiden med børn og deres små stakkels hoveder. Det tager jeg på ingen måde tungt. Jeg er vokset op i Marokko, hvor ingen har trægulve, men mosaik, marmor eller stengulve. Ingen marokkanske børn render rundt med cykelhjelme indendørs. De har det fint – på deres virkelig pæne gulve 🙂

Det er koldt

Rygtet og eksperten siger, at det slet ikke er så koldt, som man måske tror. Dels fordi det “ophober varme”, men også fordi vi bor på 4 sal og har en masse varm luft under os. Men igen… jeg er ikke bekymret. Vi bruger desuden også mange gulvtæpper i indretningen.

Akustikken

Pas…jeg tænker ikke det bliver så slemt. Mine planter og tæpper tænker jeg dæmper den? Ej… jeg aner det ikke. Jeg opdaterer jer, når gulvet er færdigt og jeg har råbt “Hvad drikker Møller“.

Gulvene nu

Vores gulve er meget slidte, skæve, gyngende (de giver sig op til 4 – 5 cm nogle steder), de flækker og så hælder de bare helt afsindigt. Brædderne er så tynde at de ikke kan slibes mere og søm titter op i tide og utide. De står med andre ord ikke til at redde. Vi har måske haft op til 10 firmaer ude og besigtige dem. Alle har de rystet på hovedet – de kan ikke reddes.

Hvad koster gulvet

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad vi skal betale for gulvene (minus de uforudsete ting, der kan opstå i en 150 år gammel bygning), men da vores pris er inkluderet retning af gulve og stabilisering, giver det ikke et reelt indtryk. Jeg lover at lave et indlæg, når jeg har den reelle kvadratmeter pris, uden ALT det MEGET ekstra arbejde der skal laves i vores lejlighed.

Finansering og hvorfor vi ventede så længe med drømmegulvet

Da vi købte lejligheden havde jeg 2 jobs og kærestmanden havde en administrativ stilling. Så begyndte jeg at læse til sygeplejerske, hvor jeg  samtidig arbejdede 3 jobs (jeg kunne virkelig ikke vælge nogen af dem fra), kærestemanden arbejdede sig op i højere og højere stillinger først på PANUM, så på Teknisk Skole, så som Chef i Forsvaret og samtidig med det læste han Ledelse på aftenskole på Niels Brock. Jeg blev færdiguddannet i 2014, begyndte sygeplejerskelivet og Allan fik en meget god stilling i det private. Vi var ude af SU og havde bedre lønninger. Så i først omgang, var årsagen naturligvis at vi var under udannelse og havde andre stillinger. Men også noget andet væltede drømmen…
Der er nemlig sket meget i de år vi har boet her, ting som vi slet ikke har haft indflydelse på. Bl.a. havde vores relativt nye andelsforening hele lånet i Amagerbanken, der jo crackede hårdt og brutalt! Banken der overtog lånet, kunne ikke honorerer den samme gode rente, så vores huslejer steg markant og andelskronen faldt. Det betød at vi pludselig blev teknisk insolvente og at vi faktisk var det i rigtig mange år, hos vores egen bank Nordea. Det lån vi have taget for at købe lejligheden, svarede lige pludselig PÅ INGEN måde til lejlighedens værdi – hvilket var noget rigtig lort rent ud sagt. Well, måske ikke værdi i kroner og øre, men for os havde og har vores Tørreloft en KÆMPE værdi, som på ingen måde kan opgøres i valuta.
Nåh, men der var altså ingen pengehjælp at hente i mange år. Vores egne penge valgte vi da også at bruge på rejser, fremfor store lejlighedsopgraderinger, hvilket føltes helt rigtig. Udover det betalte vi selvfølgelig også af på lån og DØDS RENTER.

De sidste 2 år er vores andelskrone heldigvis steget og steget, ligesom den kommunale vurdering også er blevet højere og højere. Og pludselig var vi ikke teknisk insolvente længere – langt fra! Så i efteråret lagde vi svesken på disken hos Nordea og FORLANGTE omlægning af lån, herunder en bedre rente og et lån i andelsværdien, så vi kunne komme i gang med vores vanvittige gulve.
Vi havde forberedt os rigtig godt til bankmødet; vi havde argumenterne på plads og vi ville spille nogle fandens karle, som bare ville tage vores lån hen i anden bank, hvis de ikke ville efterkomme vores krav – haha!
Det skulle vise sig slet ikke at være nødvendigt at puste sig sådan op. Nordea godkendte vores indtægter uden at blinke og sendte en ejendomsmægler ud for at besigtige vores tørreloft, for at bekræfte at lejligheden svarede den værdi, der stod på papiret. Det gjorde den og meget mere – heldigvis . Ejendomsmængleren sagde: “Det er den mest charmerende taglejlighed jeg længe havde set” – og så hintede han til at han gerne vil sælge den for os! NIKS ! Vores tørreloft er vores – i medgang og modgang og alt der imellem <3
Nordea godkendte lånet i andelsværdien, lagde vores lån om fra et 30 års lån til et 20 års lån og gav os en rente, som betød at vi reelt set kun afdrager med 600 kr. mere om måneden – på trods af nyt lån og at vi har barberet 10 år af vores afdrag. Og så sagde rådgiveren – “jah så om 3 eller 4 år”, så kan I få lavet den altan i skunken ud mod Søerne, som I så gerne vil have. DEAL! Den bliver Nørrebros grønneste altan – fy hvor jeg glæder mig. Jeg nævnte ikke noget om drømmen om et drivhus på det flade stykke af vores tag og en vindeltrappe i stuen op til den. Den snak tager vi næste gang 🙂

Planen nu

Lejligheden er tømt og om et par timer flytter vi hjem til min mor på Østerbro – kun en lille kilomet herfra. Om 2 uger flytter vi ind igen, fordi så er betongulvet forhåbenligt færdigt. Vi har valgt at bo i lejligheden i mens sildebensgulvet blivet lagt. Og så har jeg tænkt mig at samle sildebensrester, så jeg evt. kan bygge mig et skrivebord med en sildebensbordplade.

Jeg kommer selvfølgelig til opdatere processen løbende og for pokker, hvor jeg dog håber at budgettet det holder!

I kan følge med i alle de projekter vi iværksætter i år, i kategorien “Projekt Bolig Opgradering 2017

Læs også: Plantegning over vores Tørrelofts lejlighed.

  • Reply
    Anna
    5. marts 2017 at 13:55

    Årrrr hvor fedt et projekt 😃 Det glæder jeg mig meget til at følge med i og til at se resultatet…

    • Reply
      Copenhagen Wilderness
      5. marts 2017 at 14:03

      Det glæder mig 😀
      Der skal nok komme en masse procesbilleder og før/efter billeder 😛

  • Reply
    Xenia
    5. marts 2017 at 15:08

    Super spændende projekt. Glæder mig til at se det færdige resultat👍🏽 Ift bank og andelslån, så lyder det jo som om I har fået forhandlet en rigtig god aftale på plads. Jeg vil dog anbefale jer (hvis I ikke allerede har gjort det) at tage et kig på Handelsbankens finansieringsmuligheder. Min personlige erfaring med andelsboliglån er nemlig at de er blandt de klart billigste på markedet. Og med mulighed for at låse renten yderst fordelagtigt i 3, 4, 5 år. Blot et lille søndagstip.

    • Reply
      Copenhagen Wilderness
      6. marts 2017 at 6:39

      Det er næsten ikke til at holde ud at vente på 😂. Jeg glæder mig også ustyrligt til at se det endelige resultat 🙌🏻.
      Og nej det har vi faktisk ikke – så tak for tip:) jeg har ikke det fjerneste imod at spare penge, hvis det er muligt!!

  • Reply
    Lena
    5. marts 2017 at 16:15

    Sikke et spændende projekt . Glæder mig utrolig meget til at se resultatet 🙂

    • Reply
      Copenhagen Wilderness
      6. marts 2017 at 6:29

      Det er nemlig rigtig spændende – især når man ikke helt ved hvordan det ender 😂. Jeg ender måske med væg til væg tæpper 😜

  • Reply
    Sofie
    5. marts 2017 at 16:39

    Hvor bliver det godt! Jeg glæder mig meget til at se resultatet! Jeg tænkte på, om du har lavet en guide til gode plantebutikker i København? Hvis ikke, kunne det være fantastisk! Jeg synes nemlig, at det er helt vildt svært at opdrive ligeså smukke planter som dine 🙂

  • Reply
    Louise
    5. marts 2017 at 18:29

    Yay! Det her bliver det fedeste at følge!!!

    • Reply
      Copenhagen Wilderness
      6. marts 2017 at 6:21

      Hahaha det er gulvoptur og gulvlove alle vegne – jeg elsker det 😄🌈:)

  • Reply
    Emma
    6. marts 2017 at 8:07

    Det lyder så mega fedt, det i har planlagt for lejligheden. Glæder mig til at følge jeres projekt! 😄
    Jeg er forholdsvis ny følger af din blog, og jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at du skriver, at du er opvokset i Marokko. Er det noget du nogensinde har skrevet noget om på bloggen? Jeg har selv været i Marokko et par gange og er vildt fascineret af landet. Det kunne være så fedt at høre noget om landet fra én, som har brugt meget tid der

Leave a Reply