Ikke-kategoriseret ROADTRIPS & VILDMARKSREJSER

Forlænget weekend i Odsherred – i sommerhus i Rørvig

3. juni 2020

Jeg havde længe håbet på en Øresundsorienteret løsning, så vi kunne komme op og renovere sommerhuset i det svenske – ikke mindst vise vores lille skønne plet frem for familien. Men sådan blev det ikke, selvom vi virkelig trak beslutningen til det sidste. Så vi tog på impulsiv forlænget weekend i Rørvig, med min familie. Og selvom Rørvig ikke er Sverige, så var det virkelig et kærkomment afbræk, fra hverdagen her i København.

Der var selvsagt kun et lille udbud af sommerhuse tilbage på Airbnb, blot én dag før Pinseferien. Men vi var heldige. Skide heldige for at sige det mildt, når vi nu ikke ville bruge tiden på at kører langt. Sommerhuset var helt fantastisk hyggeligt, børnevenligt, med en virkelig skøn have.

I forbindelse med at jeg delte sommerhuset på Instagram, fandt ejeren frem til mig. Hun lod mig vide, at hun har sat sommershuset til salg. Så nu ved I det, hvis det skulle have interesse og hvis man tilfældigvis også er på sommerhusjagt.

Det er blevet til underligt mix af story billeder fra Instagram og lidt alm. kamerabilleder, så kvaliteten svinger. Det er nok kun mig selv der græmmes over kvaliteten 😛

Rørvig kendte ingen af os rigtigt. Det tætteste jeg nogensinde har været på det område, er Fårevejle og det var i forbindelse med min rustur på sygeplejestudiet. Mit kendskab til området var altså begrænset til natur set fra Gajolshot-påvirkede øjne og fra et natteløb iført et Gople-kostume (rusturens tema var “i havet” hvis I skulle undre jer over mit tøjvalg.

Rørvig er mægtig hyggelig og naturen omkring i hele Odsherred virkelig smuk og dejlig kuperet. Der er storslåede bølgende marker, idylliske landeveje og bondegårde. Havnen er hyggelig og så har Rørvig en helt fantastisk strand, som kun lå 1 km fra sommerhuset. Og så er der et hav af natur og kulturhistoriske oplevelser i nærområdet og hyggelige cykelkultur.

Her spiste vi

Vi fik prøvet lidt forskellige spisesteder i Rørvig og omegn. Et sted vi vendte tilbage til var Rørvig Fisk & Røgeri, der ligger i havnen lige ud til krabbefiskebroen (et hit for børnene).

Vi var også forbi Rørvig Streetfood en aften for at hente Take Away. Vi var der jo lidt off season, så måske der er flere boder om sommeren? Haven med kulørte lyskæder kan jeg sagtens forestille mig være livlig om sommeren. Her i pinsen var der 3 foodtrucks, en bar og et ishus. Vi fik Indisk mad og burger fra Bitz’s Burger og det hele smagte skønt.

Vi kørte også til stranden i Gudmindrup igennem sommerhusområdet i Nørrevang. Sikke en udsigt der på vejen mødte os! Vi var alle temmelig overraskede over “højden”. Vi var forbi Strandcaféen Haveje, hvor vi for anden gang fik burgere og virkelig gode pomfritter (Haveje = Hawaii….. get it ? :P). Hvis vi havde haft plads, havde vi også spist en vaffelis. De så nemlig helt suveræne ud.

Et andet godt lille tip, hvis man ikke selv er i kokkererings mood, er at købe “gammeldags hjemmelavede desserter” hos Rørvig Desserter. De smagte herligt og glassene kom med hjem.

Det oplevede vi

Selvom havehygge, grill og afslapning var i højsædet, fik vi også oplevedt lidt forskelligt. Vi var bl.a. forbi Jætterstuerne og så var forbi Ulkerup Sjælene, som ligger i det mest naturskønne område, med gode vandreruter. Vi var også forbi Danmarks Midtpunkt, Dybesø og Nygårdens gårdbutik og frugtplantage. Sidstnævnte har den skønneste interiørbutik, en cafe, en lade med kunst fra lokale, der er selvpluk senere på året, bondegårdsdyr og en legeplads. Der ligger generelt rigtig mange fine gårdbutikker med selvpluk i området. Endda også vingårde (ikke så meget selvpluk regner jeg med). I finder en lille oversigt her, ellers hold øje på landevejen når I cruiser rundt.

Rørvig er fyldt med mange haveloppemarkeder og der ligger også et par antikbutikker og så ligger der en genial forretning, som vi selv har tænkt at gøre brug af på et tidspunkt. På en tankstation inde i Rørvig ligger butikken Tomizo, hvor der sælges diverse genbrug; Lp’er, retro radioer og højtalere. Men man kan også få installeret Bluetooth i sin gamle radio/højtaler derinde!! Og det er altså genialt, for vi har ofte sukket efter de gamle smukke radioer i træ og drømt om lige netop den funktion. Jeg har ingen ide om hvad prislejet er, men man kan vel spørge 😀

Jeg havde ikke lavet så mange “lektier” hjemmefra ift. at finde steder at opleve. Men jeg synes alligevel, at vi fik set og smagt en del. Hvis I har nogle gode tips til Rørvig og omegn, så del så hjertens gerne i kommentarfeltet, til glæde for andre, der evt. også skal holde ferie deroppe for første gang 😀


Ulkerup sjælene

Rørvig havn…

Dybesø

Haveje…

Brus til post strand på Rørvig Strand

    Leave a Reply