COPENHAGEN GUIDES INTERIOR & DESIGN

Print & limited kunst – en guide til København

17. januar 2019

Nu er jeg bestemt ikke en af dem, som er indehaver af den mest ekstraordinære gallerivæg. Den titel tildeler jeg uden mange overvejelser, dronningerne af gallerivægge; Mortilmerne og Mette Helena. Men jeg har da en lille en, som dagligt giver mig et smil på læben. Den giver nemlig så meget til vores aflange spisestue – i både spænding og dybde.

Jeg er hverken den største connaisseur d’Art eller en kunst aficionado, men jeg holder virkelig meget af kunst, at tage på udstillinger og besøge gallerier. Og så elsker jeg selv at male, selvom det kun er blevet til et lille maleri de seneste par år (ansigtet nede i venstre hjørne). At male mere, er en af mine 2019 intentioner – det ord lærte Emily mig at bruge; intentioner – det klinger nemlig meget bedre end “forsætter” og så lægger det heller ikke op til slå sig selv i hovedet, hvis man ikke opnår det.

Tilbage til plakterne, for igår fik jeg, med hjælp fra jer på Instagram, tilsendt en masse bud på, hvor man i Købehavn og Online, kan få købt sig noget smukt til væggene. Jeg har sorteret lidt i udvalget og har nu samlet en lille liste. Nogle af stederne kendte jeg til i forvejen, andre havde jeg overhovedet ikke hørt om. Så de steder vil jeg helt bestemt se frem til at besøge i den nærmeste tid.

Listen her tænker jeg kommer til at blive opdateret løbende. Så skriv endelig en kommentar, hvis der er et sted der fortjener at blive delt med flere 🙂

Vintage Cph

Er en Instagram baseret shop, der fornyeligt åbnede en forretning her på Nørrebro. De to søskende der driver butikken, har virkelig et øje for at opdrive skønne prints. Det er virkelig det værd, at sætte notifikationer på til deres Instagramkonto – et tip der ikke er til min fordel 😛

Bendtsens

Jeg har faktisk aldrig været i forretningen, men jeg følger heftigt med på Instagram, hvor jeg sukker dybt efter de mange smukke originale litografier og plakater. Prisen er i den dyre ende, men vi har også med gamle originaler at gøre.

Limited Works

Limited Works er et fint lille galleri i Blågårdsgade, som er startet ud fra ideologien om, at alle skal have råd til original kunst. Galleriet har både et udvalg af værker fra etablerede kunstnere, men også fra upcomers.

Stilleben

De fleste kender Stilleben, der har til huse to steder her i København. Udover et nøje udvalg af især nordisk design og livsstilprodukter, har de også et rent fint udvalg af prints. Mange af mine UBAC plakater er i hvert fald blevet købt der.

The General Store

Den fine lille butik skal man hovedsageligt besøge, hvis man elsker keramik. Det er virkelig STEDET for farverigt unika og finurlige skønne former. Men butikken har også et lille, men meget nøje udvalg af skønne prints.

Edition Copenhagen

Edition Copenhagen er et af de førende litografiske værksteder i verden. Det er kvalitet og dedikation, man har med at gøre her, så priserne er også herefter. Men hold op hvor har de meget smukt!

Posterland

Posterland kender de fleste – de har vitterligt ALT eller også kan de skaffe det! Det kan godt virke en smule uoverskueligt at træde indenfor, fordi de har så meget. Men det er virkelig en hyggelig lille ting, hvis man har tiden med sig.

Design Museum Danmark

Jeg ELSKER dette museum og det er ikke kun fordi det har den fineste permanente udstilling af smukke gamle design stole. Deres café, bibliotek og ikke mindst butik, har det fineste lille udvalg af plakater, kort, bøger og nips. Alt det nævnte kan tilgås uden at købe sig adgang.

Louisiana

Louisiana tror jeg de fleste har som deres favorit museum – jeg er en af dem. Hovedsageligt pga. arkitekturen, godt efterfulgt af udstillingerne, haven og udsigten. Men deres museumsbutik er virkelig også et besøg, man nødigt skal forbigå, hvis man er glad for udstillingsprints – for her har Louisiana jo noget af et repetoire. Jeg ved faktisk ikke om man kan besøge butikken, uden at købe entré. Jeg vil næsten tro at man desværre ikke kan. Men helt ærligt, det ville også være ærgerligt ikke også at tage “runden”.

Andre steder der også forhandler Prints og kunst Online

  • Svar
    Sophie
    23. januar 2019 at 18:33

    Kristina Krogh laver nogle flotte print. Stilleben sælger/har haft solgt nogen af dem, men udvalget er større på hendes hjemmeside: https://www.kkrogh.dk/

    • Svar
      Copenhagen Wilderness
      28. januar 2019 at 14:59

      Tusind tak for tip, det vil jeg da lige kigge nærmere på 😀
      For år tilbage købte jeg hendes kalender plakater 😀

Svar

Instagram