LIFE TRAVEL & WILDERNESS ADVENTURES WONDERINGS, DREAMS & READS

Søndags-listen #2

6. oktober 2019
En søndags morgentur d. 22 september kl. 06:45…

Kender I SYML? Hvis ikke vil jeg anbefale ham et lyt – han har den skønneste stemme og lyd! Hvis I er nysgerrige, så vil jeg anbefale nummeret; Mr. Sandman (det fineste cover jeg længe har hørt)! Udover det synes jeg I skal lytte til: Body, Clean Eyes, Where’s My Love, Wildfire. Vi har lige købt billetter til hans koncert i Lille Vega d. 21/10 og de er ikke specielt dyre (155 kr.)

Hvis I mangler et lille nemt og hyggeligt bageprojekt, kan jeg anbefale disse farverige småkager med ægte blomsterblade, som jeg lavede for et par uger siden.

Forleden slugte vi HBO dokumentaren “I love you. Now Die“. Vores egen etik, moral og dømmekraft blev i den grad udfordret. For er dokumentarens hovedperson overhovedet morder eller medskyldig i mord? Kan man overhovedet tale om mord? Mange er uenige og jeg forstår hvorfor! Det er en virkelig uhyggelig historie, der belyser emner som; mobning, ensomhed, depression, kynisme, kærlighed & sociale medier.

En lille opfordring, som jeg håber at nogen af jer måske vil støtte op om! Danmarks Naturfredningsforening har i øjeblikket underskriftsindsamling i gang, med målet om et totalforbud af Roundup! Det tager et øjeblik at skrive under her! Danmarks Naturfredningsforening har flere gange haft succes med at få presset lovgivninger igennem, så lad os give dem en hånd med at hjælpe vores jord, dyreliv og grundvand.

Jeg holder sådan af Annabell Kutucu’s organiske og minimalistiske stil. Jeg har f.eks. længe haft hjerter i øjnene over hendes styling af Casa Cook Rhodes. Nu har hun gjort det igen, på det nye Casa Cook Chania. Prøv lige at se de værelser med alle de indbyggede elementer i træ! Goals!

En af dagene vil jeg lave denne Express Ramen! Rigtig efterårs mad…

Vi er knapt kommet hjem fra vores tredje ferie i Norge på ét år og jeg er allerede i gang med at kigge på ruter og hytter. Tænk lige at tage et hvil i denne hytte på Storfjellet eller tage forbi Snøhetta Viewpoint ved Tverrfjellet og nyde udsigten ved brændeovnen – sikke en arkitektur og natur!

GRIM. Kender I dem? Det er et Frugt & Grønt abonnement, hvor man en gang om ugen i Nordvest kan afhente/få leveret en kasse med økologisk frugt & grønt, der ikke møder supermarkedernes skønheds ideal – et lille bitte skridt mod mindre madspild. For tykke æbler eller krogede agurker – dem elsker de hos GRIM. Aktuelt modtager vi ikke måltidskasser, da vores vagtplaner, slet ikke hænger sammen – vi highfiver i døren, spiser aftensmad alene eller inhalerer det mellem patienter – romantik på høj plan! Men når vi en dag igen kan se lys i vagtplanerne, så skal vi måske have kigget lidt på de mange muligheder der udover den måltidskasse vi forvejen sværger til.

Jeg elsker gyserfilm og en jeg glæder mig til at se er Midsommar – den skulle angiveligt være en af de smukkeste uhyggelige film, man kommer til at se!

Jeg har så længe drømt om en lille A-frame hytte og i den forbindelse har jeg lige fundet Avrame, som ligger i Estonien. De laver de mest fantastiske små præfabrikerede A-frame hytter i alle størrelser. Hytterne sender de til DK – helt klar til samling! Tænk at eje sådan en lille hytte i en skov!
De er over vores budget, når der også skal jord til – men drømme skal der til <3

Can medical care exist without plastic? ” – jeg synes altid at det er spændende, at læse om udviklingen i eget fag – især når udviklingen, handler om at vi skal tilbage. På de afdelinger jeg arbejder på, har vi fjernet engangskopper ved alle kaffeautomater . Så vidt jeg har forstået kigger man nu på de mange medicinbæger, som dagligt bliver smidt ud…små skridt.

Jeg er på jagt efter to ens lænestole til at stå overfor vores daybed (I kan se lidt af rummet her). Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg kigger efter. Lige nu kigger jeg lidt efter to nogenlunde ens patinerede cognac farvede Safaristole. Det er ikke sådan lige at finde, skal jeg hilse at sige! Jeg har også overvejet at købe nyt, jeg ved dog ikke hvad. Mine eneste krav er, at de skal passe ind i stuen, hvor stort set alt andet er genbrug. De må derfor ikke være for prangende. De skal være behagelige at sidde i, de skal være ens og af god kvalitet. Jeg er blevet stoleblind – hjælp mig gerne, hvis i har et forslag.

    Svar