Nytårsnat i en Aurora Dome & den vildeste Husky slædetur

Jeg efterlod jeg ser sidst nytårsdag, hvor vi vågnede i vores meget kolde Iglo, oven på nattens strabadsers (Billeder og historien finder i her).

Dagen skulle byde på en fantastisk hundeslædetur igennem skov og over søer. Turen afgik fra Husky Farmen, der ligger lige ved siden af Iglo Hotellet. Så vi skulle ikke andet end at gå 5 minutter.
Alle der har prøvet at køre i hundeslæde ved, hvilken vild og smuk oplevelse det er. Jeg tror ikke jeg kan forklare oplevelsen bedre end hvad jeg gjorde i dette post. Så jeg vil spare jer for en genfortælling og i stedet fortælle, hvorfor denne tur blev en anelse vildere end vores sidste.

En lille flyvetur på søen

Vi havde ikke kørt mange meter, før vi inde i skoven bemærkede, at slæden hele tiden trak til højre. Træer og snedriver undveg vi lige akkurat et par gange (I kan se et videoklip herunder, hvor vi bl.a. lige undviger et træ). Normalt følger slæden bare hundene. De ved præcis, hvor de skal løbe. Det eneste, den der står bag slæden skal sørge for er, at bremse i sving og bremse helt, når det er tid til det. That’s it! Det kræver ikke nogle særlige skills eller noget. Og den der står skal følgelig ikke giv slip på slæden, for den der sidder på slæden har ingen mulighed for selv at bremse (det skete for et par lige ved Husky Farmen. Hun fløj afsted alene de sidde 300 meter – heldigvis bare ind på gårdspladsen, hvor personalet fik bremset slæden, så den ikke kørte op i hundene). Don’t let go of the sled!

• 

• 

Der gik heldigvis ikke længe før vi er ude af skoven og vi gled ud på den store frosne sø. Vi var lettede, for nu var der ingen forhindringer. Og man hører lige mig sige på optagelsen: “NU er vi ude på det lige“! Det Juila’sk for “nu er vi ude af store sving og træer“. Men, der går ikke mange sekunder på søen, før vi lige akkurat undviger et par pæle, for så at hamre lige ind i den tredje pæl. Jeg ryge af, med min GoPro i hånden – tændt! Det er så godt action tv – hahaaaa! Jeg kommer overhovedet ikke til skade, da jeg flyver ned i en snedrive. Og så meget fart havde vi jo heller ikke på.
Vi tog det ret cool og jeg griner igennem hele optagelsen. Allan havde på mirakuløs vis formået at holde fast i slæden, så hundene ikke stak af med den. Ikke at jeg egentlig tror at de kunne, fordi slæden var også krænget rundt om pælen. Men øj, sikke en lille gyser.

1,2,3 var vi oppe igen og afsted! Vi blev dog hurtigt enige om, at gøre tegn til at bremse, så hundeføreren kunne komme ned og tjekke til hundene og se på vores slæde. Vi var begge i tvivl om han overhovedet havde set uheldet, da han kørte forrest. Vi kørte som nummer 4 i kortegen på måske 12 hundeslæder og der skal jo være en passende afstand mellem hver slæde. Hundeslædemanden kom ned og vi prøvede at forklare, hvad der var sket. Hundene havde det fint og slæden kunne han umiddelbart heller ikke se, at der var noget galt med. Så vi følte os lidt dumme, imens vi insisterede på at slæden var skør.

Vi fortsatte. Da vi når til et langt stykke med “s-formet” kørsel, kan vi se at hundeslædemanden vender sig om flere gange, for at se efter os. I svingene kunne han endelig se vores slæde i “træk-til-højre-aktion”. Her fik vi dog outsmartet slæden, ved begge at hænge til venstre på den – og det gjorde vi stort set på hele turen. For dem der i kortegen, ikke lige havde opfanget at vores slæde var skør, må det have set pænt fjollet ud; med mig hængene som en kravlenisse på siden af slæden og Allan stående fulstændig skævt. Det har vi grint meget over. Jeg håber en dag at der dukket et billede op set “bag fra”.

Selvom det måske ikke lyder lutter idyl, så havde vi altså en helt ekstraordinær fantastisk tur alligevel! Faktisk endnu finere end sidste år, fordi det var lyst og vi nu rigtig kunne følge med i landskabet.

• 

• 

• 

Til jer der overvejer at køre hundeslæde og måske er blevet skræmte over min beretning! Det er SÅ sjældent at det her sker! Så sjældent at de hærdede og meget dygtige hundeførere, slet ikke kunne tro at der var noget galt med slæden.

Overnatning i en Aurora Dome

Efter hundeslædeturen tog vi tilbage til vores Iglo, pakkede bilen, købte en pakke rensdyrfoder i receptionen, hvorpå vi tog op på en af Laplands ældste rensdyr farme (ikke kødproduktion). Her fik vi nusset og fodret rensdyrene, inden turen gik tilbage til Jeris, som var sted hvor vi var i SPA. Her havde vi nemlig booket en af deres Aurora Domes.

• 

• 

Hotel Jeris er et hyttehotel, hvor de også har 4 Aurora Domes, der ligger ned til søen. Man kan dog ikke rigtig se søen, da de har måttet bygge et lille læ hegn af sne, for at beskytte mod vinden. Men ærlig talt så gør det overhovedet ikke noget, for man kan alligevel ikke se en dyt efter kl. 15:00. Vil man have sø udsigt i mørket, skal man booke (bede om) den yderste hytte! Ellers skal man booke de Aurora Domes der er hos Torassieppi. De ligger alle helt ned til søen! Det må være SÅ sindsygt flot om foråret/sommeren at bo dernede!

• 

• 

Jeg havde efterspurgt Domen med “Samisk Shamanisme” tema, så den fik vi, til min store glæde. Domen er jo faktisk et telt, men man bemærker det slet ikke. Der var så dejligt varmt og hyggeligt – og da vi først fik tændt for brændeovnen og åbnet en flaske Prosecco, så var der dømt tidlig nytårshygge. Helt uformelt og afslappet i vores uldundertøj.

• 

• 

Kl.18:30 gik vi op og spiste “nytårsmad” og selvom rammerne ærlig talt var alt andet end hvad jeg definerer som “hyggeligt” i den restaurant, så var stemningen kæmpe festlig og maden helt usandsynlig GOD! VIRKELIG GOD! Vi fik spist os mætte, hvorpå vi hurtigt tøffede ned i vores dome igen og fik en sneboldskamp på vejen. Klokken 21 krøb vi i seng med Quizkampen på vores mobiler, imens brændeovnen buldrede og vores playliste fik en over lampen! Aldeles uhøjtideligt og lige i vores ånd. Klokken 23:15 gik vi ned mod søen, hvor jeg dagen forinden var frosset fast (bogstaveligt talt jo). Vi skålede nytåret ind med de andre gæster og efter et par sjusser tog vi tilbage i domen og fortsatte vores quizkamp! Det var en helt perfekt afslappet nytårsaften – præcis som vi kan lide den.

Nytårsmorgen tog vi i sauna, spiste morgenmad og gik en tur i det smukke område. Lidt senere tjekkede vi ud og tog endnu en tur til toppen af Levi Fell, for at nyde udsigten, inde vi hoppede på flyet hjem til varme Danmark. Hvis I ikke har set billederne fra Levi Fell ved solnedgang og ved fænomenet “The blue moment”, så vil jeg tilskynde at se dem. I finder dem i første del af min rejseberetning. De billeder alene er et argument for at rejse nord for polarcirklen <3

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

På gensyn aller smukkeste Lapland.