Lidt om reklame og det næste store projekt i Villa Vildnis…

…som holder jeg hemmeligt lidt endnu!

Det er virkelig plat, at jeg så overhovedet nævner det! Jeg ved det. Men det kribler i mine hænder og tanker, for jeg lavede allerede en tegning af ideen, inden vi overtog hytten. Og nu sker det lige om lidt. Det er så spændende! Det kan gå godt og det kan også gå helt fantastisk skidt! For vi laver hul i huset! Et kæmpe hul!

Grunden til at jeg nævner det og teaser på den her trælse måde er, fordi dét projekt har sat skub i nogle overvejelser, som skal effektueres inden eller lige efter projektet er lavet. Overvejelser, som kommer til at bytte om på rækkefølgen af vores egentlig renoveringsplaner. Jah faktisk bare give mere arbejde, eller måske bare noget andet arbejde. Men sådan er det altid hører jeg, når man renoverer. Der kommer altid noget uforudset, nye ideer – andre planer.

Men før jeg nævner de nyere overvejelser/planer , så vil jeg lige nævne at;

“Det store projekt” er en del af et samarbejde, hvor vi selv har betalt for produktet og for tømren – og så får jeg en betaling for at vise processen, samt levere billeder til kundens markedsføring. Jeg ved ikke om det har interesse for jer at vide? Men jeg kan godt lide gennemsigtighed. At I ved hvad der ligger bag min “reklame” markering.

Sådan kommer de fleste af de samarbejder jeg laver i den nærmeste fremtid, til at forløbe; med egenbetaling (nogle gange med rabat) og så reklame-markering fordi jeg bliver betalt for fotojobbet og eksponeringen.
For mig er det så anerkendende at virksomheder vælger mig ind på mine foto-egenskaber og fordi de synes jeg har en stærk platform og et fedt projekt. Det kan jeg efter mange år i bloggerland, stadig blive stolt over.

2020 har for mit vedkommende ikke budt på mange samarbejder. Det skyldes både, at der ikke har været mange tilbud, en del jeg ikke har været interesseret i og at dem jeg så frem til, blev aflyst (because Corona). Sådan er det. Heldigvis er vi ikke afhængige af samarbejderne herhjemme, fordi vi jo begge arbejder. Men jeg elsker den kreative proces med de her samarbejder, og jeg har savnet den, så jeg glæder mig til at komme ægte i gang igen.

Når “det store projekt” bliver til et større projekt

Tilbage til projekt “hul i huset” eller “hul i hovedet” som Allan døbte det i starten. For det har som nævnt skubbet til overvejelser, som vi i forvejen har gået og rumsteret med siden vi knoklede med at skrabe tapet af masonitpladerne i stuen. Plader som vi efterfølgende opsatte “Problemløser filt” på.

For burde vi ikke hugge de skide masonitplader ned og sætte fibergipsplader op i stedet?! Og altså starte med det i dét værelse hvor “hullet” kommer ?

Udover at det vil være tidsbesparende, fordi det tog en veritabel KRIG at skrabe tapet af masoniten i stuen (man kan nemlig ikke fugte masonit særlig meget, da de suger fugt), så slipper vi for at bruge “Problemløser filt” igen (alt tapet kunne nemlig ikke komme af). For efter at have levet med den siden juni, så er vi kommet frem til at; JOW det er godt og den har jævnet væggen rigtig fint ud! MEN, nøj hvor er den “blød” og sårbar overfor tryk! Hvis man lige rykker en stol ind i væggen eller kommer til at stille en MDF plade op af væggen = trykmærker!

En anden tanke vi har haft, er at beklæde det hele med træ af en art – altså fremfor gips. Så vi får lidt mere “træhytte” – og det kan vi aldrig få for meget af. Men der skal vi lige have kigget lidt mere på hvordan det mon gøres. Om der mon er nogle andre ting, som vi der skal overveje. Sådan er det lige hele vejen igennem. Nye ideer, nye overvejelser!

Og så kommer vi til det næste! For der er altid “lidt mere” ik’! Hvis vi nu alligevel sætter ny beklædning op, burde vi så skifte isoleringen, som har boet i huset siden start 70’erne? Vil vi vinde noget på at udskifte de 7-8 cm isolering, som der er plads til? Eller er det lige meget? Vil vi måske ende med at ødelægge huset, som jo har stået flot og tørt i snart 50 år, når vi roder med alt det, som det er født med? Ih, der er så mange spørgsmål og selvfølgelig også et økonomisk et.

Jeg ved at man kan få fagfolk til at regne på husets energibesparelser osv. men lige pludselig bliver det også bare et projekt, hvor alt skal være “perfekt” fra starten og det har aldrig været meningen. Villa Vildnis, er vores evighedsprojekt, hvor vi med tiden vil forbedre hvor det giver mening. Og lige nu er det i hvert fald masonitpladerne der spøger. For selv om de ikke anbefales i nutidens byggeri, fordi de er kendt for bl.a. suge fugt, så har de trods alt stået i skovhytten i snart 50 år, uden at komme noget til.

Og med det store projekt kommer også næste potientielle problem; “Winter is Coming”!
Villa Vildnis ligger 110 moh på en horst, som er kendt for ALTID at blive ramt af snevejr. Vores lokale nabo og bonde (verdens vildeste selvforsynende 80-årige) fortæller, at vores stykke af skovvejen, er kendt for at være problematisk om vinteren. Særligt hvis det er læs på! Og det kommer der både med det store projekt (vi står selv for fragten fra DK) og hvis vi skal have leveret beklædning. Det bliver måske en prøvelse. Hahaaa! Og Også spændende! I hvert fald har vores nabo sagt, at vi kan låne hans traktor til at køre varerne ned til huset. Og så er det jo godt at Allan er vokset op i Jylland og har helt styr på den slags køretøjer.

Jeg lukker bar øjnene og hepper.

Og så må vi se om vi skal have gang i nedrivningen her i december. Tanken var egentlig, at vi skulle have lagt gulve i køkken, entré og de 2 soveværelser. Men, vi er endnu ikke låst fast på noget gulv, sådan helt endnu, selvom vi har en god ide. Så måske det er meget godt, at vi i stedet får lavet lidt i det rum, hvor slaget om “det store projekt” skal stå, et sted mellem uge 48-51.