For et par måneder siden var jeg i fuld gang med at indrette Ebay og DBA’s nye kontorlokaler – udelukkende med fund fra DBA. En af de sidste dage i indretningsprocessen, syntes jeg pludselig at der manglede noget i det store lounge lokale – noget til at bryde de “lige linjer” i loftet. Jeg kom hurtigt på at der skulle da for pokker hænge en lampe over det bordfoldboldbord, jeg havde skaffet (initialt med meget store protester og indre konflikter, da jeg ikke troede jeg ville kunne finde et pænt et – buuuut I did :p).
Vi havde netop fået fingrene i et flot og MEGET stort gade ur, der engang for længe længe siden, havde hængt på Vesterbro. Jeg var ikke en snert i tvivl om at det var da en Københavner gadelampe jeg skulle finde, således at Københavner-temaet ikke var til at overse.
Københavner Lampen blev designet af afstadsarkitekten Otto Käzsner til Københavns kommune i ca. 1970 og har dermed selvsagt hængt i Københavns gader ( og gør det faktisk stadig hist og her).
Projektet tro, kastede jeg mig straks ud i at søge efter en lampe på DBA. Her faldt jeg over over en DBA konto med, der bugnede med Københavner Lamper, med bl.a. én ny detalje, som jeg straks blev mægtig begejstret for. Detaljen var hånddrejede trætoppe i enten Eg, Teak, Ibenholdt eller Rødtræ. Denne lille lækre detalje i toppen af lampen, giver ud fra min betragtning virkelig giver lamperne et “helt nyt liv”. Tobias Hinchly, som jeg ved lampe-afhentningen fandt ud af at denne kreative unge sjæl hedder, renoverer selv lamperne. Alt lige fra rengøring, til lakering, til ydre cellulose behandling af det pårøse glasfiber, til nye wires og ledninger og til at omdanne lamperne til 230v.
Lamperne fås i mange spændende farvekombinationer se blot her og her. Og så fås de også i 2 størrelser : Ø36 og Ø46.
I kan se lampen hænge i lokalet i dette indlæg 😉
I morgen d. 11 dec. åbner Tobias og hans forretningspartner der driver highend genbrugs webshoppen “Tingfinderen” en kombineret interiørforretning med genbrugsguld, vinbar og bar i Knabrostræde 25 her i København. Dette nye spændende sted har navnet ” Tyskenhavn & Tingfinderen“. Jeg når desværre ikke forbi i morgen, men det skal jeg da så bestemt snarest muligt. Jeg har snigkigget lidt på deres FB og det tegner til at bliver et sted lige i min optik: genbrugstræ på væggene, industrielle lamper, Trællemøbler og kreative løsninger!
Jeg tror næsten ikke at jeg beskrive deres nye koncept bedre end den er beskrevet i deres pressemeddelelse – i hvert fald ikke før jeg selv har været der 🙂 Så jeg har lige taget mig den frihed og indsat den nedenfor, så I kan få et billede af hvad Tyskenhavn & Tingfinderen, bliver for et nyt stamsted 😉
… Blandingen består af 1/3 genbrugsguld, 1/3 vin og 1/3 bar, der tilsammen danner forretningen ”Tyskenhavn & Tingfinderen”. Her kan du i ro og mag nyde et glas vin, imens du overvejer, om du skal købe stolen, du sidder på med hjem, og måske tage bordet med ved samme lejlighed. Begge dele er nemlig muligt. Alt i butikken er til salg, og det gælder også inventaret. Har du oven i købet plads til et par kasser vin i bagagerummet, så kan du være sikker på, at det er til priser, du normalt skal en tur over Østersøen for at matche.
”Vi har længe gået med planer om at etablere os i København med en butik, der sælger genbrugsguld, og da vi har rødder i det Sønderjyske, lå det lige til højrebenet at gøre det nemt for Københavnerne at købe vin til grænsepriser ved samme lejlighed”, fortæller Tobias Hinchely Pedersen, der er medejer og daglig frontfigur i ”Tyskenhavn & Tingfinderen”. Tobias er 24 år gammel og opvokset i Aabenraa i en familie, hvor faren i sin tid var en af foregangsmændene i etableringen af en af de største kæder af grænsekøbmænd syd for den Dansk-tyske landegrænse, så han har det ikke fra fremmede.
Hans forretningspartner Nea Pho tilføjer; ”Vi er jo vokset op med, at vin, øl og spiritus, det køber man syd for grænsen, og for os Sønderjyder er det jo lige om hjørnet, men for en Københavner er det en dagsrejse væk”.
”Det er da spild af tid og ressourcer at køre hele vejen til Tyskland for at købe vin, når du blot kan køre en tur ind til centrum af København og spare endnu flere penge. Vi vil altid have et stort sortiment af kvalitetsvine til superpriser, som ikke står tilbage for de bedste tilbud syd for grænsen. Vi samarbejder med én af Europas største vingrossister, og får hele tiden nye varer på hylderne”, fortsætter Tobias Hinchely Pedersen med et glimt i øjet.
Nea nikker bekræftende til Tobias, og man kan mærke på de to unge Sønderjyder, at de mener det de siger. ”Vi har flyttet grænsen så at sige, og ser frem til at starte et nyt eventyr i hovedstaden, hvor alle er vindere, og hvor arbejdspladserne og omsætningen forbliver i Danmark. Det har vi det rigtig godt med”, fortæller Nea Pho.
Butikken er indrettet med genbrugsguld, hvoraf en del udgør interiøret i vinbaren. Ligesom vinene løbende skiftes ud, så skal du ikke regne med at komme til at sidde på den samme stol, ved det samme bord og med den samme lampe, som du gjorde sidste gang.
”Det er en naturlig del af konceptet, at alt i butikken er til salg. Vi vil meget gerne sikre kunderne en unik oplevelse, uanset om de kommer for at købe en lampe, en kasse vin, eller blot vil nyde et glas vin. Det må gerne være en ny oplevelse hver gang, og inspiration til at indrette sit hjem, servere en ny vin eller blot hygge med nogle gode venner. Sortimentet vil også byde på forskellige specialøl og gourmetvarer. Vi vil gerne genskabe stemningen fra gamle dage, hvor butikkerne duftede af de varer, de solgte, og hvor lokalerne genlød af latter og snakken. Det var nemlig her på Knabrostræde 25 at Knaphullet, der var et gammelt værtshus i 1920’erne, havde til huse”, afslutter Tobias Hinchely Pedersen, inden han og Nea iler ned i de hyggelige kælderlokaler for at genoptage arbejdet med at gøre klar til åbningen og de forhåbentlig mange nye kunder.
// Jeg er solgt //
No Comments