4 dage i Svensk Lapland: Sampi Nature Camp, Polarcirklen og vilde rensdyr (DEL 1)

For små 3 uger siden fløj vi afsted på 4 dages eventyr i Lapland for at holde nytår. Nærmere betegnet fløj vi til til Svensk Lapland, til byen Kiruna, hvor vi havde lejet en bil i lufthavnen, så vi kunne nå vores destinationer: Sápmi Nature Camp, hvor vi skulle bo i et Samer telt. Senere skulle vi bo i en hytte i Camp Alta. Fire dage ventede os med vandring i naturskønne områder, skitur, sne-badning, sauna, nordlys, hundeslæde- og snescooterudflugt i Tim Burton værdige landskaber. Det hele planlagt med hjælp fra google, Instagram og Pinterest – well som vi plejer! En rejse der egentligt til at starte med byggede på en joke (læs hvilke her). Jeg håber at I trods mine mange ord vil læse med, fordi denne korte rejse er en oplevelse jeg under ALLE at prøve i hvert fald én gang i livet. Personligt håber jeg, at vi kommer afsted igen. Området gemmer på så ufattelig mange naturskønne områder som f.eks Abisko Nationalpark, som virkelig er på vores bucketliste. Så hermed en lille hyldest til Svensk Lapland og til de fine mennesker vi mødte på vores rejse.

The post will be translated into English shortly!

DEL I: Sámpi Nature Camp

Vækkeuret havde ringet kl. 05:00 hjemme på Nørrebro og kl. 06:30 stod vi i Kastrup Lufthavn, forventningsfulde og iført uldundertøj, klar til at lande i minus 24 grader. Vi skulle dog lige mellemlande i Stockholm, så vi holdte varmen og mere til, indtil vi lidt forsinkede bogstavelig talt gled hen af Kirunas eneste landingsbane. Flyet skøjtede simpelthen på grund af de store mængder sne og is – så meget at kaptajnen missede hans exit og vi måtte vende 180 grader og trille tilbage.

Velkommen til Polarcirklen!!!!!

Ombord på flyet mellem Stockholm og Kiruna havde vi sippet de to kopper kaffe der var tid til på rejsens cirka 80 minutter, imens vi lifligt havde studeret de andre rejsene. Hvem var de mon? Hvem flyver op nord for polarcirklen få dage før nytårsaften? Og hvad mon de skal lave?
Ventetiden i toiletkøen, i mellem sæderne, afslørede at nationaliteterne var mange og lige så “mangfoldig” som den beklædning folk havde iført sig; fra rejsende der mest lignede at de skulle på Nordpols ekspedition, til én iført klipklappere og shorts! I kid you not! Vi kiggede ned af os selv, på vores egen beklædning og blev endnu mere forvirrede! Men glade for at der trods alt, de steder vi skulle bo, var mulighed for at låne ekstra varmt tøj, såfremt det blev nødvendigt!

BUMB! Trappen blev rullet frem til flyet, døren åbnet og folk begyndte så langsomt at trippe ud. Jeg var så ivrig! Da det blev vores tur til at træde ud på trappen, blev vi ramt af den friskeste, koldeste og reneste luft, der lidt slog luften ud af mig. Det var surrealistisk!

Sneen stod ned og Kirunas lille røde lufthavn med den store hvide og oplyste flyplads foran sig, lignede noget fra en anden planet. Som minimum noget MEGET længere væk end de tilsammen lidt over 2 timer vi havde fløjet.
Vi blev stående ude på flypladsen og tog det hele ind. Det var buldrende mørkt udenfor flypladsen og klokken var knapt 14:00.  Det var dét mørke jeg havde læst om inden afrejse: “Solen står ikke op på denne breddegrad, på denne tid af året” – stod der flere steder. Men jeg tog fejl ift. mørket, skulle det sidenhen vise sig. MEGET FEJL!

Vi blev stående så længe på flypladsen, at stewardesserne trissede forbi os. Og så kom vi i tanke om, at det var lidt dumt at vi havde stået der så længe, fordi nu skulle vi nok stå i kø for at få udleveret vores lejebil.
Vi kom ind i den lille lufthavn. Bagagebånd, biludlejningen og modtagelsen var samlet i ét og samme rum! Ik’ så meget spildplads dér! Guider stod klar med skilte og forsøgte at samle folk på det lille område. De fleste skilte havde ordlyden “Ice Hotel”: en seværdighed som har sat Kiruna på verdenskortet, men som ikke var på vores “must see liste“. Vi endte dog med et tilfælde at besøge det – mere om det i “Del 2”.

Det skulle heldigvis vise sig, at vi var de eneste ombord, som havde lejet en bil! Så ingen kø! En nøgle og et par skarpe instrukser omkring føre på de breddegradder blev ridset op – og så var vi endnu engang i 2017 på vej ud på eventyr i Sverige.

Læs evt. om vores Road Trip i sensommeren, som bød på nogle meget anderledes og magiske overnatninger: “i jorden”, på vandet og i luften. læs med fra starten i dette post.

Turen gik først til Kiruna by, hvor vi skulle vi 3 ting:

1. Købe et par varme luffer til mig, fordi jeg havde glemt min håndtaske + handsker aftenen før i et prøverum i København (flot !)
2. Et smut forbi Systembolaget og købe Cava til hyggen og lidt til nytårsaften.
3. En tur i ICA og købe køre-snacks. Ingen køretur uden Vinedikke Chips  🙂

Det hele tog noget længere tid end forventet pga. vejrforholdene og fordi bilen skulle skrabes fri af is og sne, hver gang vi havde forladt den i mere end 10 min. Men endelig gik turen cirka 180 km syd på, mod selve Polarcirklen og Sápmi Nature Camp. En normalvis kort køretur, men som pga. det tiltagende voldsomme snevejr, det dårlige sigte, det totale mørke på vejene og med vores max. 60-70 km i timen, lige pludselig blev en meget længere tur end forventet. MEN så pokkers hyggelig !

E N    E K S O T I S K    K Ø R E T UR 

Den første time foregik uden vores Road Trip playliste, da Allan virkelig måtte koncentrere sig om at køre. Manner hvor det sneede! Men efter lidt tilvending til vejrforholdene blev den smidt på! For fuld skrue! Og som altid starter vi med SIA’s “ALIVE” . Der er bare noget ved det omkvæde, som bare går så godt i spænd med den følelse af at være “frigjort” og jah, “i live” når man er på eventyr! Jeg er altid ved at hyle når jeg sætter den på i forbindelse med en Road Trip. Jer der har fulgt med på de sidste rejser, ved at jeg generelt hyler meget når jeg er rejser fine steder !
Allan fortsatte dog med at have tungen lige i munden, imens jeg googlede tips til hvordan man overlever hvis man bliver fanget i en bil i snestorm. Jeg er rimlig praktisk anlagt! Jeg er også rimlig optimistisk anlagt, så jeg spejdede flere gange efter Nordlys (på trods af kæmpe skyer). Der var selvsagt ikke en snert af det!
Musikken blev vi senere nødsaget til at skippe igen, da vi begyndte at møde nogle udfordringer, som vi ikke lige havde kalkuleret med – altså andre udfordringer end lige den hundeslæde der pludselig krydsese vejen – UDEN LYS ! Dælme EKSOTISK når man lander fra København!

Nu skulle vi jo ikke køre mod en by, men finde en naturlejr gemt bag skov og snedriver. En lejr helt uden strøm og uden præcis adresse der kunne tastes ind i GPS’en. I mailinstruksen forlød det, at vi skulle køre de sidste cirka 25 sidste kilometer på en mindre vej. Herefter skulle vi kigge efter en olielampe, som var stillet ud til os. Det var som en skattejagt… i snestorm! Jeg var selvsagt helt barnligt begejstret!

Vi havde ikke kørt mange kilometer på den lille vej før de føromtalte udfordringer pludselig opstod: rensdyr der bogstaveligt dukkede op ud af ingenting på vejen! Det var både helt vildt skræmmende, men også vanvittigt smukt, at se de majestætiske dyr gå på vejen og være relativt ligeglade med vores bil. Vi måtte sænke farten yderligere, da vi også mødte et enkelt påkørt rensdyr! Det skulle vi ikke nyde noget af!
Vi kørte og kørte og det eneste vi mødte på vejen udover en masse rensdyr var en sneplov, der halvt fik dækket vores lille bil i forbifarten, fordi vi kørte så pokkers langsomt.
I en kombination af at have kørt og stoppet så mange gange på turen, for at kigge på rensdyrene, mistede vi fornemmelsen af hvor langt vi havde kørt. Men vi var ret enige om, at vi nok havde kørt mere end 25 km. Men hvor var olielampen? Det slog os så, om sneploven mon havde begravet eller væltet den! Vi ringede til Lennart der ejer Sámpi Nature og ganske rigtigt havde sneploven væltet lampen! Vi vente bilen rundt. Sneglede os tilbage.Vi hilste på de samme rensdyr og var enige om, at selve turen ned til Sápmi Nature havde været en kæmpe oplevelse i sig selv. Og lige pludselig kunne olielampens skær ænses i horisonten – skatten var fundet!

Smukke rensdyr på vejen fra dag 2, hvor vi tog til Polar Cirklen i Jokkmokk.

 

S Á P M I    N A T U R E    C A M P

I Campen blev vi budt velkommen af Lennart. En mand så varm, hyggelig og rar, at vi sent vil glemme det! En mand som har en masse på hjertet vedrørende hans land: Sápmi (samernes land) og han folk, som er ét af verdens oprindelige folk (urfolket). Lennart ønsker at dele Samernes kultur, traditionner og de udfordringer der har været/er ved at være et indfødt mindretal. Og det får han i den grad gjort i hans lille lejr – og dét med den samme omtanke for miljøet, som hans forfædre. I Sápmi Nature Camp er målet nemlig, at aktiviteterne ikke må forstyrre eller ødelægge miljøet for hverken rensdyr eller mennesker. Der er fokus på bæredygtighed i alle aspekter, da respekten for naturen er grundlaget for livet i Sámpi. Jeg fik selvsagt en klump i halsen da Lennart fortalte at en Samer ikke engang fælder et træ uden at spørge det om lov først!

Campens 5 Lavuu’er ligger på stribe med hytten, saunaen og wc lige overfor sig.

Den lille sauna som vi senere skulle kaste os ud i snedriverne fra (husk badetøj selvom man ikke lige tænker badetøj, når man tænker “lapland”.

Vi gik direkte fra bilen over i en lille varm bjælkehytte, hvor aftensmaden stod og havde ventet på os. Et amerikansk par sad også ved bordet og ventede på os, så snakken gik lifligt. Det rør mig altid hvor nemt samtalerne flyder, når man er samlet omkring det fælles tredje: “at rejse”. Man har altid noget at snakke om, når man rejser for at opleve og ikke mindst lære. Samtalerne omhandlede vores egne bevæggrunde for at rejse som vi gør, om rensdyr og det at være rensdyrhyrde, som Lennarts familie er. Jeg fik talt med Lennart omkring min opvækst i Saharas ørken. Livet i nomadetelte og det at leve i et område, som for andre regnes for at være et “Wilderness”, men som for os/dem der bor der, jo bare er “hjem”! Livet er tilpasset gennem hundredevis af år, som byen er for dem, der bor i den. Fra ørken i Sahara til hede nord for polacirklen – så langt væk fra hinanden og så alligevel ikke!

Lennarts hjemmelavede aftensmad bestod bl.a. af Fjeldørred, som han selv havde fanget i søen inden den frøs (altså ikke fisken, men søen!). Fisken havde han sidenhen røget og tilberedt sammen med andre lækre råvarer. Jeg fik en smule ondt af Allan da han bestemt ikke er den store fiskespiser, men han tog for sig, fordi han er vel godt opdraget! Næste gang jeg kiggede over på hans tallerken var alt væk! Som i ALT – selv fiskeskindet haha! Det smagte ham helt fantastisk!

 

Billedet her er taget af Lennart og det måtte bare inkluderes – det fanger hele stemningen!

Vores hyggelige Laavu udstyret med en rigtig seng og brændeovn.

Efter en hyggelig aften i hytten, blev det tid til at sige godnat og vi blev vist over i vores Lavuu, som var lige så hyggelig som jeg havde forestillet mig. En brændeoven stod i midten af teltet og buldrede. En dobbeltseng til højre og to stole med et lille bord stod til venstre i vores telt. En solenergi lampe sørgede for lys og rensdyrskin holdte vores fødder varme. Vi hentede brænde til natten og satte os til at hygge med en halv flaske Cava, inden vi udmattede puttede os i den gode seng.

 

D A G   T O  :  T H E   G R E Y   D A Y

Dagen eller natten startede ret dramatisk. Så dramatisk at vi faktisk ikke engang sagde noget til Lennart, så han ikke skulle blive bekymret (undskyld hvis du læser med Lennart :p). Vores telt var godt varmet op, med brændeovn. Vi havde børstet tænder og taget vores ski-undertøj på, som vi også sov med i skoven i sensommeren, hvorpå vi krøb i soveposerne og lagde dynerne over os.  Allan tog også en hue på og en sweater – fordi han skulle skisme ikke nyde noget af at fryse! Vi faldt hurtigt i søvn og et par timer, skal Allan ud af teltet og på wc. Han står op af sengen gennemvædet af sved, går hen for at tage støvler på – og BUMB siger det! Jeg kigger op fra min dyne og der midt i teltet ligger Allan og er besvimet! Jeg flyver op af soveposen, dasker og rusker i ham, indtil han kommer til sig selv lettere utilpas og glad for at han ikke havde ramt den varme brændeovn. Altså godt jeg er sygeplejerske og derfor tog det hele temmelig køligt haha. Vi sad lidt der på gulvet og Allan fik halveret sin påklædning, så han kunne komme af med varmen. Han fik fyldt godt med væske på sig og da han ikke længere var utilpas blev han “udskrevet” til at kunne gå på wc. Allan havde simpelthen sovet så tungt oven på den anstrengende kørsel, at han ikke var vågnet og fik registreret at han ikke kunne komme af med varmen. Kombineret med at være overophedet, havde han nok også rejst sig alt for hurtigt, hvilket resulterede i et ortostatisk blodtryksfald, som gjorde at han besvimede. Vi faldt hurtigt i søvn igen – jeg vågnede dog et par gange og tjekkede til ham. Og kl.07:00 stod vi op og vi så klar på vores første hele dag i Svensk Lapland!

Over i hytten havde Lennart dækket et lækkert morgenbord til os. Han laver en pokkers god kop kaffe og han serverer det lækreste fladbrød, som han søster bager. Alt er altså oplevelse her!
Da vi kom ud fra hytten, var det blevet lyst – som i rigtig lyst! På ingen måde så mørkt, som jeg havde lade mig fortælle. Det var en grå dag, fyldt med sneskyer – altså på ingen måde et vejr der senere ville give mig lidt Nordlys. Men smukt det var det, så vi besluttede os for at gå en god tur på søen og i det omkringliggende område – der er simpelthen så smukt!

Den frosne sø .

Efter en god gåtur i området, besluttede vi os for at lave en lille bitte afstikker på cirka 75 km til byen Jokkmokk. Cirka 10 km derfra løber Polarcirklen nemlig og hvornår kommer man lige forbi den igen?! Vi havde dog lidt problemer med at komme afsted, da Lennarts nevøs bil havde sat sig fast på stien ud til vejen, med en farlig masse brænde. Allan og Nevøen fattede sneskovlene og så måtte de ellers gøre den lille sti lidt bredere, så vores bil kunne komme forbi.Og  4-5 forsøg senere var vi på vej på mod Polarcirklen!

Vi har nu officielt stået og hoppet på Polarcirklen!

Da vi kom tilbage fra vores lille udflugt, lavede Lennarts nevø et bål til os nede ved søen, hvor vi satte os og drak lidt cava og spiste Lennarts ovnpandekager, strimlet og varmet på bålet med smør – mums mums mums. Det var buldrende mørkt på det tidspunkt og kulden var taget til, så vi lånte et par “polarsuits”, som vi har valgt at kalde dem.
Ved bålet gjorde Lennarts nevø os selskab, med hans rensdyr hyrdehund. Vi fik talt en masse omkring Samer kulturen, omkring deres håndværk og deres Yoik (En form for sang med lyde – ikke ord! Det er seriøst så pokkers smukt!

Da vi havde spist, var det saunatid og ikke mindst skulle det stå på snebadning (saunaen bookede vi seperat)! I saunaen stod der et par kolde øl til os, chips og to forskellige slags tørrede rensdyrkød snacks! Det smagte himmelsk! Og så var det ellers om at tage mod til sig og kaste os ud i snedriverne, hver gang vi havde fået varmen! Jeg hylede, så jeg er sikker på at jeg skræmte alle rensdyr væk i området og Allan klarede det uden at besvime (årh det kommer han til at høre for i 2018 :p). To ture i snedriverne tog vi, før vi til sidst tappede vandet fra sauna tanken og tog os et dejligt baljebad.

Helt møre og døsige af varmen, gik vi over i bjælkehytten, hvor Lennart igen havde tilberedt et super lækkert måltid til os. Denne gang rensdyrgryde – jeg kan love jer det smagte godt! Snakken gik lifligt og timerne gik, lige indtil det var tid til at sove (med lidt mindre tøj på for Allans vedkommende). Det var desværre stadig overskyet, så der var heller ingen chance for Nordlys denne aften og jeg begyndte langsomt at affinde mig med at det var ok at vi ikke fik det set.

Sne konfetti nytårsdag.

D A G   T R E  :  T H E   B L U E   D A Y

Vi var igen tidligt oppe og hyggede os i teltet med musik og læsning. Himlen afslørede, at det ville blive en klar dag: stjernerne funklede på den sorte himmel – jeg har sjældent set noget lignende! Efter morgenmaden var planen, at vi skulle stå på ski over den store sø, men inden morgenmaden gik vi en lille tur for at suge det isblå lys til os. Det så helt vanvittigt ud – “IS BLÅ” giver mening nu!

Fra “Polar-blå” i vest, til lyserød og lilla i øst!  Der er absolut intet filter på billedet ovenfor og det herunder! Det er iøvrigt den vej vi kørte på, da vi ledte efter olielampen 🙂

Imens vi drak en ekstra kop varm kaffe under morgenmaden, kørte Lennart en rute til os med sin snescooter, da sneen var temmelig dyb ude på søen.

Vi fik skiene spændt på og så var det ellers afsted ud på den frosne sø. Små 3 km skulle vi ud på. Det lyder ikke langt, men det er det i de forhold. Men klart en smallere sag takket været snescooteren! En enkelt gang holdte vi en pause for at skrabe undersiden af skiene fri for is, med isskraberen fra bilen. Den havde Lennart rådet os til at tage med! Klogt!

Jeg “kæntrede” kun en enkelt gang på skiene, hvilket jeg var vældig stolt over. Jeg har nemlig ikke stået på ski siden jeg var barn. Og JOW, man kan godt kæntre selvom det ikke går ned af bakke :p

Is i hår og skæg på året sidste dag – selv mine vipper begyndte at få dannet små iskrystaler på sig.

Lyset var ubeskriveligt under vores skitur. Vi sugede den til os. Ligesom vi sugede den friske luft og stilheden til os – lige indtil vi besluttede os for at facetime familien! Så blev luften fyldt med “øøøøøøøj øøj” da de fik en 360 graders tur. Hahaha…det var så fint at stå der “midt i igenting(og alt)” og dele det med dem.

Det blev tid til at ski tilbage til Campen. Vi ville nemlig gerne køre til den næste camp imens det stadig var lyst, så vi kunne nyde lidt af den udsigt, som vi ikke havde kunne se på turen derned. Da vi nåede skovlysningen ved campen, kiggede vi tilbage på den “pink” sø. Vi rystede på hovedet i bar “overvældenhed” og så gik turen op til bjælkehytten, hvor vi drak en farvel-kaffe med Lennart, som ventede 14 gæster, der skulle holde nytår i lejren.
Vi var DØD-misundelige på hver enkel af dem! Også selvom vi glædede os til vores næste eventyr! Men Lennart og Sápmi Nature var kommet under huden på os og vi havde slet ikke lyst til at rejse derfra.

Et par store hjertelige kram, et sikkert “på gensyn“, ønsker om et godt nytår og en lille klump i halsen senere, kørte vi afsted mod den næste camp, hvor vi skulle fejre nytår: Camp Alta. Det lyder sukkersødt og Hollywoodagtig, når jeg sådan lige gennemlæser hvad jeg her har skrevet! Men so be it! Hvis I nogensinde besøger Lennart – så ved I PRÆCIS hvad jeg mener! Sápmi Nature Camp er et ÆRLIGT, smukt og unikt sted, som jeg nu helhjertet forstår hvorfor er på National Geographics liste over “mest Bæredygtige og spektakulære steder at bo i verden, hvis du holder af vores planet“ !

Nogle vil nok stejle en smule over prisen! Men nu hvor vi har været der, vil jeg sige at den er helt og aldeles fair. Jeg vil til hver en tid anbefale, at man booker 2 nætter i lejren. Sápmi Nature er en totaloplevelse, et “helle” og et lille paradis, der i alt sin simpelthen, får en til at føle sig hjemme, samtidig med at man er milevidt væk fra alt hvad der minder om “hjem”.  Og fordi Sámpi Nature er en lille lejr, med plads til 2-10 personer er man garanteret en personlig oplevelse, som jeg er rimelig sikker på ikke findes lig!

Da vi kørte fra Sápmi Nature Camp eksploderede lyset og himlen var som ikke malet af, men MALET MED en enhjørning! Se bare denne video fra køreturen, som er aldeles filterløs!

Mørket lagde sig over landskabet, der fik mig til at føle, at jeg var med i “Frozen”. Og lige om lidt venter Nordlys, Nytåret, hundeslædetur, ishotel og snescooter ræs. Det kan I læse mere om i næste uge, samt se en lille video med vores oplevelser 😀

TAAAAK hvis I er kommet så langt, som hertil uden at “hoppe over” – sådan helt ærligt 😀

Månen stod op og aldrig har jeg set den så stor! Det var bare helt og aldeles umuligt at fange “hvor stor” med kameraet. Og så ligner det her seriøst et stykke brevpapir fra 80’erne <3