Om at blive rørt af en dansk dokumentar

Jeg blev ualmindeligt rørt den anden dag, over noget jeg arbejder med til hverdag. Ikke at jeg ikke bliver rørt i mit daglige virke som sygeplejerske – for det gør jeg bestemt! Jah, for selvom jeg siden studiestart har fået indoktrineret, at jeg helst skal parkere mine følelser ude foran hospitalet, når jeg ankommer og på hospitalet når jeg går hjem igen, for ikke at blive aaaaalt for overvældet, så “jeg kan holde til det“. Så har jeg altid tænkt; “at den dag jeg intet føler og er i stand til at lukke ned – der er det tid til at stille løbeskoene og aflevere ID-kortet“. At sige FARVEL OG TAK til sygeplejen! Jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste sygeplejerske der har det sådan. Det er bare smart at sige det modsatte – for så er man i stand til at være “professionel”, whatever that mean—#bareetmenneske

Jeg så som nævnt forleden en hudløst ærlig dokumentar, der virkelig kom ind under huden på mig. Det var dén, der rørte. Jeg håber at mange vil se den. Ikke for at blive forargede, men for at blive bevidste! For at få sat stemme, tanker, drømme og MENNESKE på “særlingen” i opgangen, der “ikke kan tage sig sammen“.

“Olivers Testamente” er en velskildret, smuk og barsk fortælling om Oliver, der lever med en dobbeltdiagnose – her værende Skizofreni og et massivt Alkoholmisbrug. I kan se den på DR.dk lige nu – and please do!

Jeg vil ikke røbe noget fra dokumentaren, da jeg virkelig synes, at alle burde unde sig selv og Oliver de 55 minutter, som dokumentaren varer.
Jeg blev ikke overrasket over noget i dokumentaren, men jeg blev i den grad bekræftet i, at jeg arbejder med det rigtige, omend jeg ønsker mig en bedre Psykiatri med flere behandlingspladser og muligheder, til mennesker som bl.a. Oliver.
Allan, han blev derimod både overrasket, berørt og OPLYST om noget han troede han vidste noget om, men som han egentlig slet ikke kendte hverken konsekvenserne eller omfanget af. Det var ret interessant at observere ham under dokumentaren – at se ham opleve mange af de ting jeg til dagligt arbejder med. Og så at høre ham italesætte noget, han selv blev overrasket over at vide så lidt om. Det er fandme så lidt vi ved!Også os der arbejder i det.

Jeg arbejder til daglig som sygeplejerske i en Psykiatrisk Akutmodtagelse og på et lukket intensivt afsnit her i København. Og jeg fungerer sammen med en kollega, som nøglepersoner på Dobbeltdiagnose området (Psykisk Sygdom + Misbrug). Det er ingen hemmelig, at dobbeltdiagnose patienter mere og mere udgør en stor procentdel af de patienter vi indlægger. De lever et hårdt liv og i et system, som vil det bedste, men som ikke formår…og slet ikke når det bedste.

Oliver siger det helt præcist som det er: “Jeg er blevet smidt ud af to-tre psykiatriske institutioner fordi jeg drikker, og smidt ud af alkoholambulatorier, fordi jeg er psykisk syg“! Vi har behandlingstilbud der favner begge, men slet ikke nok, hvilket gør pladserne yderst attraktive! Dermed opstår der noget nær en “nul tolerance” overfor dem der falder i. Man skal være “motiveret” så at sige! Men kan vi forlange det? Vi mangler mang flere af de pladser, mange flere…så helingen kan tage den tid helingen tager.

Jeg håber at I vil se “Olivers Testamente”… og lad os så alle håbe, at vi snart har mulighed for at sætte “et kryds”, hvor det faktisk gavner det vi kalder for “VORES Velfærdssamfund”.

Fornyeligt var Anders Agger også ude og følge Psykiatrisk Akutberedskab – og de lagde blandt vejen forbi min arbejdsplads. Det glæder mig, at psykiatrien vinder opmærksomhed! For den har været underprioriteret alt alt for længe <3

Og HEJ nyuddannede sygeplejersker! Jeg mangler kollegaer…patienterne mangler jer…jer der brænder for at gøre en forskel lige her! Spørg endelig, hvis der er noget i gerne vil vide!