Min nye Svensker og jeg

Min nye “svensker” og  jeg Nytårsaften ( iført gummistøvler <3)

Et boligindlæg…fra det virkelig liv 🙂

Da vi for et par dage siden var oppe i det svenske og fejre nytåret i den dybe mørke skov, bare kærestemanden og undertegnede, kunne lidt civilisation ikke helt undgås – desværre. Vi var nemlig allerede efter 1 døgn nødsaget til at aflægge den lokale købmand i Lönsboda et besøg, da nytårsmenuen I HVERT FALD (bestående af bl.a. snobrød) manglede gær! Så til købmanden skulle vi – en lille tur på 16 km.

Lige ved siden af købmanden ligger der en lille og alt for dyr loppebutik, som jeg konsekvent altid skal ind og kigge i. Lige så konsekvent lykkes det mig aldrig at finde så meget som en “endnu-en-dims“.
Af selv samme grund var vi ikke på forkant og havde hævet os nogle svenske kroner til formålet. MEN d. 30 dec. 2016 skulle det åbenbart være DAGEN – dagen hvor jeg både fandt en “Amager” hylde og en fin lille æske i træ og læder. Altsammen til 125 svenske kroner. Erkendt – ikke billigt! Men jeg havde gavmildheden med mig, da pengene gik til velgørenhed. SÅh, jeg børstede pænt “prutte-araberen” af mig. Jeg må vist hellere skynde mig at nævne, til jer der er nye på bloggen, at jeg er delvis Marokkaner og vokset op med at “prutte” priser dernede – selv toiletpapir kunne være til forhandling.

Kærestemanden var i mellemtiden gået ind til købmanden (jeg var stadig på skattejagt), for at høre om han måtte hæve penge over, ved et køb. Det måtte han ikke/kunne han ikke. Jeg vil dog mene, at det står en smule uafklaret, da kærestemanden, som jeg ellers synes har et udemærket sprogøre, går fuldstændig i baglås når nogen taler svensk til ham. Til hans forsvar vil jeg dog nævne, at det kun er, når det går på “hurtig-svensk“.

Nåh, men jeg parkerede mine ubetalte varer hos den ældre herre i loppebiksen. Nu skulle vi altså finde en bank…

På parkeringspladsen rendte vi i en anden ældre herre og spurgte til, hvor den der bank mon lå. Han var en flink en – han pegede og forklarede ivrigt. Jeg spurgte om det mon kunne betale sig at tage bilen. Han svarede beslutsomt “tag bilen” – så det gjorde vi!

Bogstaveligt 150 meter oppe af vejen, lå banken. Hah!! Det var dumt! Men set fra hans synsvinkel var det nok langt. Måske han bare stod og grinede “dumme danskere”, da vi vendte ham ryggen. Who knows…

Tilbage på parkeringspladsen, efter bankudflugten, får jeg øje på den lukkede og slukkede butik ved siden af den dårlige og dyre velgørenheds loppebiks. Den solgte også lopper og havde den fineste “fletstol” stående i vinduet – oh joy!

Nedslået over det faktum at butikken var lukket, skulle der ikke gå mere end et øjeblik før der trissede en ældre dame ud fra den lukkede butik. Hun nikkede høfligt og låste døren efter sig. Av… så tæt på stolen og så alligevel ikke. Jeg tror hun opfattede mit fortabte blik, som kun blev endnu mere nedslået, da jeg så hende låse døren. Og så havde hun måske også set mig inde fra mørket; stående med næsen presset mod ruden, for at læse hvad der stod på prismærket.

Fordi “ind” det kom vi 😀

Det forløb dog ikke helt problemfrit, at købe den fletstol. Jeg fornemmede straks et “stolehad af en anden dimension” hos kærestemanden – så STOR, at jeg ikke regner det for mere galt end havde jeg taget hans Gibson guitar og brugt den som brænde i min fiktive drømme brændeovn – foragten føltes i hvert fald tilsvarende. Og der gik heller ikke lang tid før han med tydelig afsky fik over sine læber: “shit den er grim den stol“! Og så er det, at det går op for mig: manden har jo overhovedet ikke hørt efter da jeg i 5 min. stod og fedtede butiksruden til!

Skiderik.

Jeg indså hurtigt: “det er ALVOR det hér – stolen er i Sverige, i en by blandt meget ældre” – hele 2 udfordringer på én gang.

1. Jeg kunne udelukke “snigeren” aka Juila-klasikkeren, anvendt når kærestemanden ikke er “møbel-enig“. Det vil sige at jeg fortæller manden at jeg har fundet “sagen” i storskrald og at den skal reddes i bæredygtighedens navn!
2. Jeg kunne fuldkomment udelukke at finde et menneske i Lönsboda, som ville være adræt nok til at pakke den forsvarligt ind og slæbe den til et posthus, med et frimærke til Danmark. Jeg havde ærlig talt heller ikke samvittighed til det…(ok det er sat på spidsen ik’. Jeg ved godt at der findes stærke ældre – jeg er sygeplejerske for fa’en!)

Så jeg indså…

Jeg måtte altså lyve!

Jeg besluttede mig for at smide: “jeg sælger den videre” – kortet. Så med et løfte om videresalg og temmelig meget bluff om profit, fik jeg brugt de resterende 75 kr. af de 200 vi havde hævet.

Stolen var MIN!

Jeg har SÅ længe drømt om en Påfuglestol (blandt ALT for mange andre stole). Men ærlig talt kan jeg godt se, at sådan en stol er en anelse for flamboyant til vores tørreloft. Så derfor syntes jeg netop at denne lidt mindre stol, var et fint kompromis – ikke at der overhovedet var tale om et kompromis. Bare løgn på løgn! Men vi ved jo alle sammen godt, at løgnekvoten nulstilles sammen med Møbel-VETO-kvoten lige så snart der står “1. januar”! Så jeg vidste, at jeg ville være tilgivet halvandet døgn efter og lige såvel vidste jeg, at stolen SKULLE KØBES LIGE PRÆCIS DEN DAG og altså hverken d.2 eller 3. januar!

Jeg tilbragte min nytårsaften i stolen foran bålet, ude i skoven – MED kærestemanden.
Stolen har nu en “bank historie” knyttet til sig, et super romantisk og sjovt nytår og Elmer vores kat er mere eller mindre flyttet ind i den! Vi kan med andre ord ikke sælge den nu…

Han ved det…

Jeg googlede dog lige stolen og fandt en fuldkommen magen til, til 950 kr. – så helt bluff var et muligt profit ikke ;P