ROADTRIPS & VILDMARKSREJSER

Norge Roadtrip: vandretur til SKÅPET og overnatning i en hytte med Panorama vinduer

29. april 2019

Dag 2: Fra Kragerø til Vinddalen

På vores uges april-roadtrip i Norge, tog vi den korte og virkelig fine hike til DNT hytterne i Skåpet. Hytterne er kendt som: “dem med de kæmpe panoramavinduer“, hvilket makes perfectly sense. Man kan ikke lige se dem på billedet oven over, men det kan I længere nede i postet.
Jeg vil virkelig gerne anbefale turen til Skåpet til ALLE – fra førstegangs hikere til børnefamilier! Selve hiken er kort, virkelig smuk og hytterne aldeles fine – en oplevelse i sig selv!

Sidste år måtte vi droppe turen pga. massive mængder nedbør, der skabte oversvømmelser og mudderskred. Så det var lidt fint, at vi nu fik samlet op på dén tur og ikke mindst Trolltunga, som vi også missede sidste år. Det var dog ikke pga. nedbøren, men pga. virkelig trætte ben efter en anden hike :-p

Så nu får I en guide til bilruten dertil (med tips), viden om selve hiken, samt viden om hvad man skal have med og hvad man virkelig ikke behøver at slæbe med til Skåpet.

I kan i dette post se den fulde rute vi kørte og vores budget. Og så kan I her læse om dag 1 og den ret fine hytte vi boede i: Hytten på klippen i SydnorgeR

I bil fra Kragerø til Vinddalen

Fra Mikrohytterne på Kragerø kørte vi mod Vinddalen af den smukkeste rute (se den her). Man kan også køre en anden vej, som er 25 minutter hurtigere, men 17 km længere. Men den rute vi valgte, skulle eftersigende være den smukkeste. Noget af den kørte vi også på sidste år, men i pjask regnvejr. Så det var en lidt anden oplevelse, at køre den med blå himmel og høj sol! Men råt vejr, regn og tåge kan altså også meget! Så fortvivl ikke, hvis vejret er skidt! Norge er smuk uanset hvad, så længe man er forberedt, så kan alt næsten kun blive en positiv oplevelse!

På ruten til Vinddalen kører man for det meste på små veje – men gode veje! De fleste danskere vil nok mene at vejene går en del “op og ned” og at de er temmelig “slangede”, men jeg overlevede uden køresygepille, så længe jeg ikke kiggede ned på min mobil. Instagram afvænning one-o-one!
Nu skal man lige huske, at man er i Norge, så derfor tager langt de fleste kilometre noget længere tid end i flade Danmark! Ruten Mikrohyttene-Vinddalen er på ca. 380 km og det tog os godt og vel 6,5 time uden at medregne pauserne! For os betyder det ikke noget, for vi elsker at køre. Man skal bare hele tiden have det i mente; Det er ikke nødvendigvis bare lige en smuttur at køre 100 km.

Når man når til Oltedal, som ligger ca. 19 km fra Lauvik færgen, skal man holde øje med udsigten lige omkring Søredalen vejen (man kan holde inde, cirka midt på bakken). Altså den dybde der i udsigten over dalen og bjergene: Wow!

Fra Lauvik tager man færgen til Oanes. Færgen sejler to gange i timen – begge veje. Man skal ikke reservere plads og man betaler i køen med Visakort eller NOK (90 NOK). Turen tager ca. 10 minutter. Hvis muligt, så stig ud af bilen og nyd udsigten. Medmindre man har fået “balkon parkeringspladsen” på færgen. Det er en pokkers fin udsigt til bjerge og Lysefjordbroen der troner! Man føler sig så lille bitte i det storslående landskab!

Fra Oanes er der ca. 30 km. til den parkeringsplads, hvorfra selve vandreturen til Skåpets hytter starter. Man kører over Lysefjordbroen mod Forsand. Derfra følger man vejen mod Øvre Espedal og derfra videre ud på en smuk lille vej, der fører en ind i den smukke Vinddalen. Man kan faktisk bare taste “Parkering Skåpet” ind på Google Maps. Det er fuldstændig åndssvagt, at jeg bruger tid på at beskrive turen. Hahaaa oh well, så fik I måske lidt bonus info.

Vinddalen giver mig på denne tid af året associationer til Island. Hvorfor vi lejde bil i Sverige, kan I læse mere om her.

Kombiner evt. turen med en tur op på Preikestolen (ikke med yngre børn). Jeg vil anbefale, at man starter med Skåpet, da den er en fin lille “Warm up” og fordi de fleste nok vil have lidt stive ben dagen efter en tur på Preikestolen! Preikestolen er en rød rute (Challenging), hvor Skåpet er grøn (Easy). Vi slog telt op ved Preikestolen sidste år, eller dvs. et niveau højere oppe end selve Preikestolen. Fy det var en fin oplevelse, som jeg er begyndt at skrive om… langt om længe.

Vandreturen til Skåpet

Hiken er på godt og vel 7 km (i alt – frem og tilbage), med en stigning på ca. 224 meter. Ruten er officielt markeret som “nem og familievenlig“. Men, jeg vil sige at det også kommer lidt an på vejret og om, hvor vant man er til at vandre. Personligt syntes vi den var nem. Ruten var tydeligt markeret og de vådeste marskområder havde tømmer eller riste man kunne gå på. Den første kilometer går over store sten, hvilket selvfølgelig er ujævnt, men helt stabilt!

Det går en smule op ad i starten af hiken – derfra er der kun små bitte stigninger, som man dårligt bemærker.

Turen er markeret til at tage 1-1,5 timer hver vej. Vi tog turen på 47 minutter derop, fordi vi havde TRAVLT hahaha!!! Hjemturen den næste dag nød vi, så der blev slentret i den smukke natur, som hovedsageligt foregår i en dal. Og hvorfor havde vi travlt? Det havde vi, fordi vi havde nydt Mikrohyttene lidt for længe op ad formiddagen! Selvom man har booket og betalt, så skal man senest være i Skåpet kl. 19:00 ellers har andre ret til overtage hytten/sengene til en billigere pris! Vi ankom til parkeringspladsen kl. 17:50 til synet af 4 andre biler – gisp! Og vi skulle også lige pakke tasker, med det mest nødvendige, inden vi kunne gå. Og for at det ikke skulle være løgn, fik Allan efter 300 meter på ruten nævnt, at han havde lagt både pas, kørekort og alle visakort i bilen, da vi jo alligevel ikke skulle bruge det. I kan måske næsten forestille jer, hvor stram jeg blev i betrækket? For tænk nu hvis der kom indbrud i bilen (derude midt i virkelig ingenting)! Fint nok at vi ville få stjålet vores bagage, men rimelig surt at være strandet i Norge uden betalingskort eller ID. Så ville ferien jo først rigtig være slut. Så vi gik da tilbage til bilen, så denne neurose kunne få ro!!
Først kl. 18:10 satte vi et alvorligt tempo og fik overhalet nogle temmelig heftige hikere, der var startet før os. For hvad nu hvis, der sad nogle oppe i Skåpet og bare ventede på at klokken blev 19, så de kunne flytte ind i vores hytte. Så kunne vi ende med at dele hytte med en masse andre! Det ville faktisk overhovedet ikke have været et problem for os. Vi synes det sociale er hyggeligt nok. Og på daværende tidspunkt havde vi også en overnatning i en Dome i vente, med andre hikere på toppen af Trolltunga (det skulle senere ændre sig – desværre). Men, det var altså bare ikke hyggeligt nok til de betalte 1400 NOK for hytten.

Vi kampsvedte i den bagende aftensol og fordi hele Norgeturen ikke var planlagt, så havde vi ikke læst ordentligt op på faciliteterne i Skåpet – og jeg kunne jo af gode grunde overhovedet ikke holde til at sidde med telefonen i bilen. Så vi endte med at få slæbt lidt for meget unødigt med, som f.eks. soveposer og mad! Det hele findes deroppe! Der er et proviantrum, som man kan shoppe i via DNT App’en (så smart). Og der er gode dyner og puder! Så man skal faktisk bare have en lagenpose med.

Cowboybukser er total FY at have på, på vandreture i fjeldområder! Allan knew, men han havde hikingbukserne med i tasken – han gad bare ikke skifte for den tur. That City Boy :p
Der var stadig lidt sne/is på ruten her i april; overhovedet ikke noget der voldte problemer. Bare husk vandtætte vandrestøvler på ruten uanset sæson. Så er man i hver fald helt sikret.

Jeg kan ikke sige det nok: Vær opmærksom på at pakke til ALT slags vejr, når man bevæger sig ud i de norske fjeldområder. Vejret skifter SÅ usandsynligt HURTIGT! Dårligt forberedte hiking turister, er dem den Norske stat bruger aller flest penge på at redde ned fra bjerge! Og hav lige in mente, at der intet telefonsignal er (Der er Telia Signal på parkeringspladsen, men det forsvinder efter allerede få meter på ruten. Men der skulle være Telenor signal hele vejen)! Så man er altså prisgivet i et pludseligt barskt vejrskifte! Vi prøvede selv nogle vanvittige vejrændringer sidste år (i august) og det kan nemt gå galt, hvis man ikke er forberedt! FØLG altid de 9 Fjeldregler – hele året! ALTID!

Husk f.eks. at informere andre om hvor du vandrer hen og hvornår du regner med at give næste livstegn. Jeg sendte min mor screenshot af placeringen af vores bil og fortalte at vi ville tage DNT ruten til Skåpet, samt at vi ville være tilbage i bilen/netværk senest kl. 13 den næste dag.

Jeg har det helt rart her.
Med naturen som tripod.

Hvad er SKÅPET

Skåpet er nogle selvbetjente hytter som DNT ejer. DNT ejer hytter over hele Norge – primært på vandreruter og i naturskønne områder. Hele konceptet bygger på tillid til, at alle der benytter dem også efterlader dem pæne, at man hjælper til med dagligdagsting såsom rengøring i fællesområder, sortere affald, hente vand i kilder, fylde op med brænde osv. Man behøver ikke være medlem for at leje en hytte, men det er billigere, hvis man er det. Vi overvejer lidt at melde os ind, set i lyset af, at vi også planlægger at tilbringe vores sommerferie deroppe.

Skåpet består af en hovedhytte med fælles opholdsrum, køkken og et par soveværelser og en hems med 12 sovepladser. Pladserne er meget billigere end hytterne og kan ikke bookes. Udover det består Skåpet af 6 hytter, med hver 5 pladser. Dertil kommer en skøn sauna og et ret vildt udendørs brusebad, som praktisk talt er placeret i en kilde.

Ruten er markeret med røde T’er eller røde pæle.

Skåpet set fra Søen.

Ankomst til Skåpet

Præcis kl.18:59 ankom vi til Skåpet. Efter en lille smalltalk med 4 fædre og deres 6 -7 drenge (i alderen 6-10 år), som var på herretur, gik vi ned i hytte 2, som vi havde booket. Men da vi kom ind, blev vi mødt af en brændeovnen der afventede reparation. Heldigvis var hytte 1 ledig, så den flyttede vi ind i og så kunne vi ellers være røvhullerne, hvis der senere skulle komme nogle pustende hikere for sent… lidt for sent. Der kom ingen!

Vi fik installeret os, gået en lille tur i området, gået på opdagelse i hovedhuset (hvor alt er gennemtænkt). Vi fik hilst på de andre hikere, lavet aftensmad, hygget og drukket lidt medbragt vin i mens vi med kort og brochurer forsøgte at finde ud af, hvad vi ville lave den næste dag. Det fandt vi overhovedet ikke ud af! Det er erkendt noget nemmere med internet. Men vi fik moret os analogt og set en helt formidabel solnedgang!

Tip: Køb vin på dunk og tag posen ud. Den er nem at have med i backpacken! 😛

Vores lille hytte, med den fuldstændig uforstyrrede udsigt.

Saunaen, hvor man også finder Skåpets eneste og meget enestående brusebad.

Se lige det her brusebad, som er placeret i en kilde….

Skåpets arkitektegnede hytter

Hytterne er bygget minimalistisk og praktisk, med et kolossalt panoramavindue for endevæggen. Vores hytte bestod af en lille åben entre med hylder, knager, samt en brændeovn. Derfra kommer man ind i et rum med to single senge og en trappe der kan trækkes ud, som fører op til en hems, hvor der er tre madrasser.

Vi fik først tændt sent op i brændeovnen, så der var pivkoldt på hemsen, så vi endte meget uromantisk med at sove i hver vores seng i stuen. Først dagen efter slog det disse to “brilliants” at vi da bare kunne have taget madrasserne og lagt os på gulvet ved siden af hinanden nede i stuen! Oh well, vi var alligevel begge så trætte, at vi ikke opdagede at vi faldt i søvn.
Der er forresten rullegardiner, med lad for guds skyld være med at trække dem ned, hvis du er afsted om vinteren eller foråret! At vågne med lyset over bjergene er det smukkeste!

Tip: om muligt book hytte 1, 2 eller 3, da de ligger i første parket til søen. De tre andre hytter har også en fantastisk smuk udsigt – den er bare en smule forstyrret af de førstnævnte hytter. Man booker her. Men kan også tange chancen og lade være 🙂

Der er solceller og en timer i hytterne, som man kan indstille til 30 minutters svag belysning. Men der er altså rigeligt med stearinlys. Der er også et 12 volt stik i hovedbygningen, til opladning af ting med USB – som f.eks. telefoner. Så husk at medbringe strømbanke, hvis man er lige så glad for at dokumentere som undertegnede :o).

Når udsigten ligner et maleri….

Husk at medbringe pandelamper – det er klart en fordel når man skal over i wc-bygningen, når mørket falder på!

Endnu mere fantastisk smuk solnedgang…
Jge tænker vi kalder det her for minimalistisk hygge!

Dag 3 – En morgen i Skåpet

Vi vågnede begge tidligt med solen – comme d’habitude!
Men sikke en udsigt at vågne med!
Vi trissede over i køkkenet, lavede morgenkaffe og morgenmad, før vi gik en lille tur til “Gamle Skåpet”. Herfra kan man gå videre til Flørli. Skåpet ligger nemlig på “Lysefjorden rundt ruten“.
Der skulle eftersigende være en rute på 1,5 km fra Skåpet, der fører til et område med udsigt over Lysefjorden. Men vi fandt den desværre ikke. Efter vi er kommet hjem, har jeg kigget på Google Maps og jeg vil jeg tro at man skal højre om søen og op af en god stigning. Hvis nogle af jer kender ruten – let me know. For den er ikke officielt markeret 🙂

Friske morgentyper – post kaffe.

Efter morgenturen pakkede vi sammen, gjorde rent i vores hytte, fyldte op med brænde og vand inden vi fyldte vores egne drikkedunke, for så at trave den smukke tur tilbage til bilen, i eftermiddagssolen.

På vejen tilbage mødte vi et dansk par, som var i gang med “Lysefjorden rundt”. Iiih, sikke et vejr de har haft på den tur! Ikke for varmt, ikke for koldt – og ingen regn! Resten af turen tilbage til bilen talte vi om, at vi gerne vil tage den tur en dag. Den tager 6-8 dage og skulle både være smuk og krævende. Har nogle af I prøvet den ?

Farvel til Hytten… man kan forresten have hund med i to af hytterne <3
Ægte kildevand, fra den semi-frosne kilde. Det er så luksus! Det er også her man henter vand til maden, opvask og hvad man ellers bruger vand til i Skåpet:)
Det var så smukt på den her årstid- Men jeg gad virkelig godt besøge Skåpet når det bliver helt frodigt 😀

Da vi kom ned til bilen, fik vi pakket ud, sms’et og facetimet familien. Vi fik skiftet tøj, kørt ind og spist en tankburger og handlet lidt i Coop i Jørpedal, imens vi prøvede at finde ud af, hvor vi ville køre hen. Under burgeren besluttede vi os for at køre til Odda og finde et sted at slå telt op (Der er Allemandsret i Norge – dog med forbehold). Men på vejen fandt jeg en hytte på Airbnb og vi var helt solgte (vejen fra Jørpedal til Odda er ikke lige så slanget)! Vi elsker teltlivet – men altså lige den hytte!!! Jøsses da! Den måtte vi have og heldigvis havde den “book now” funktion… så den bookede vi ” meget Now” !

Stay tuned i næste post, hvor dag 3 fortsætter og hvor jeg viser den vilde hytte!

Pakkeliste til Skåpet – April

Det her er ikke en rute, som er “farlig”. Men en pludselig regn og storm, kan have betydning for vandstanden i dalen. At blive våd og gennemblødt i ned til 2-3 grader kan virkelig gøre turen ubehagelig uanset, hvor kort den er. Better safe than sorry – altid. <3

På havde jeg : sports undertøj, strømpebukser (vejret var til det og jeg er super komfi i det), uldsokker, Fjällräven nederdel, langærmet uld undertrøje, t-shirt udover, Fjällräven G-1000 Stina jakke og hue.

  • Med havde jeg:
  • Ekstra sæt undertøj (man sveder, hvis man semi-løber. Så det er rart at få det fugtige af).
  • Vindtætte bukser: fik jeg ikke brug for, men jeg er også en nederdelpige, så jeg går langt for at beholde nederdelen på)
  • Regntøj: fik jeg ikke brug for.
  • Vanter: fik vi ikke brug for, men jeg kunne godt have brugt dem om på morgenturen).
  • Skifte sko – er for mig alfa omega at have med!
  • Langt uld undertøj – uld absorberer fugt uden at miste evnen til at holde en varm.
  • Uldsweater: når man ikke gider en jakke hele tiden.
  • Pandelampe: Når man skal på Wc når det bliver mørkt eller hvis man strander i vildmarken).
  • Drikkedunk: Min er på 800 ml – kan opfyldes på vejen i kilderne).
  • Solcreme : solen er stærkere end man lige tror. Vi bruger faktor 50.
  • Strømbank.
  • Førstehjælpssæt: bare lige essentials. Kan købes i Friluftsbutikkerne.
  • Vabelplaster – don’t forget. Vi fik dog ikke brug for det.
  • Nødration, hvis du regner med at købe mad i hytten, skal du stadig have noget med in case of emergency. Pak noget energi og kalorieholdigt. Vores favoritter er Bananer, Snickers, nødder og rosiner.
  • Optændingsblokke (OBS afbrændingsæson for udendørs bål).
  • Lighter.
  • Lommekniv.
  • Termokande (ren luksus, hvis man er kaffeglad).
  • Basic Toiletartikler.
  • Solbriller.
  • Screenshot at DNT reservation og reservationsnummer (Good to know hvis man ikke har netdækning. Man skal nemlig skrive sig ind i “bogen” ved ankomst og angive nummeret).
  • Lagenpose eller sovepose.
  • Kaffe! Man kan købe en ganske god mælkepulver i hytten.
  • Vi havde æg med op og lidt polarbrød til morgenmaden.
  • Håndklæde, hvis man har planer om sauna og bad.
  • Vin!!!! Just Because! Husk med tip med at pille posen ud af en dunk! Det fylder lidt i en backpack.
  • Toiletpapir til ruten
  • Pose til skrald og toiletpapiret.
  • Reply
    Elisabeth
    31. oktober 2019 at 12:40

    Ej hvor ser det lækkert ud! Tror du turen ville være for kold i Januar, eller ville du anbefale at vente til sommer?

Leave a Reply