Om at have et umuligt fornavn

Mit fornavn har hele mit liv været til stor forvirring blandt ALLE. Så stor at jeg i årevis har stavet mit navn anderledes på facebook og blandt venner, bare så de kunne forholde sig til det. Egentlig lidt fjollet – men nok også mest for min egen skyld 🙂 For tiden har jeg et hyr med at besvare FB beskeder og sms’er fra venner og bekendte, der er lige godt forargede over, at de magasiner jeg figurerer i, har kaldt mig noget HELT forkert. Men  det har de faktisk ikke – de har bare stavet mit fornavn, som det står på min dåbsattest 🙂

Det er lige meget om jeg har booket et bord, har tid hos frisøren, når jeg skal have lavet ID, eller sidder i et venteværelse, når jeg råbes op eller præsenteres i en forsamling – ALTID er der én af følgende 3 scenarier der udspiller sig :

1. Vedkommende læser mit navn forkert.
2. Mit navn ER stavet forkert på dokumentet og derfor læses det forkert op.
3. Vedkommende der skal forholde sig til mit navn, går i står, mumler lidt, ser fortabt ud, kigger desperat op og ned i papiret og venter på redning.

Mit fornavn er Juila, ikke Julia men Juila – og det udtales Sjila/sheila 🙂 Det er helt skørt for de fleste, og jeg forstår det såmænd godt. Øjet snyder hjernen eller omvendt – eller også så er udtalen bare ikke logisk for de fleste. Jeg reagerer på Julia – men det er også en dårlig vane! Så er det jo først rigtigt min egen skyld, at folk bliver forvirrede.

Da jeg sidste sommer fik overrakt mit Bachelorbevis, ved en fin og højtidelig ceremoni på Campus, var jeg den sidste i klassen der skulle råbes op (det er jeg i øvrigt næsten altid – hurra for at have et efternavn der starter med “T”). OG selvfølgelig bliver “Julia” blæst ud i hele auditoriet og selvfølgelig stod mit navn stavet forkert på mit eksamensbevis. På mit ID kort på arbejdet står der “Julia”, på mange af mine kontrakter står der “Julia”. Min dejligste og sødeste svigermor, som jeg ved elsker mig over alt på jorden, har stadig efter 7 år, nye måder at stave mit navn på, i hver eneste sms. Mine kollegaer er stadigvæk røvforvirrede og mine patienter ligeså. Mine samarbejdspartnere og kunder på bloggen, er ikke tvivl om, at jeg hedder da “Julia”. Postbudet og fragtmanden misser den hver gang på pakkesedlerne –> pakke til “Julia”. Jeg har endda på et tidspunkt overvejet, om det var uhensigtsmæssigt, at stave mit navn rigtigt i min emailadresse, fordi kors, hvor har jeg skrevet mig op til MANGE nyhedsmails i diverse butikker, som jeg aldrig har modtaget. Der er potentielle konkurrencer jeg måske har vundet, men aldrig har modtaget præmier på! Der er en Julia derude der får vanvittig mange spammails.

For at forstå mit umulige navn, må man nok forstå min herkomst, så hermed en MEGET forkortet version af min oprindelse:

Jeg har en pæredansk præste-datter af en dejlig mor (der som jeg, også er sygeplejerske) og min afdøde papa var Fransk-Marokkaner/Vestsaharianer (landet eksisterer ikke længere). Min far var ingeniør, politisk engageret i Marokko og havde hoteller sammen med min mor dernede.

Min fars familie stammer fra et gammelt nomadefolk i Saharas Ørken. “Det Blå Folk”  bliver de kaldt (dem hér), grundet deres vanvittige smukke blå tørklæder og klæder, som de bærer for at beskytte sig mod ørkensandet og solen.

Nu siger det jo så lidt sig selv, hvor mit navn kommer fra. “j’et” giver en “Sj”-lyd og hvis man lige hvisker den danske udtale af “u” væk – så giver det sjila

Men trods mange overvejelser frem og tilbage og mange små-irritationsmomenter (værst i teenageårene), så har jeg besluttet, at jeg aldrig vil ændre på stavemåden. Jeg har simpelthen så meget identitet forankret i det umulige navn, at jeg ville savne, ikke at skulle “hjælpe” tjeneren, frisøren, lægen, læren, kollegaen eller svigemor med at forholde sig til mit navn.

Der er trods alt også en del fordele: mit navn er ALTID ledigt på de sociale medier, jeg er den eneste i DK med det navn, jeg bliver altid lidt ” eksotisk” i andres øjne, når folk konsekvent spørg, hvorfor jeg har sådan et underligt navn 😛