HYTTER I SVERIGE ROADTRIPS & VILDMARKSREJSER

En weekend i Sydsverige – Blekinge

12. september 2021

Annonce Visit South Sweden

For et par uger siden var Allan og jeg afsted på en forlænget weekend i Sydsverige, nærmere betegnet Blekinge, som er naboprovinsen til vores lille skovhytte her i Skåne.

På baggrund af den weekendtur og vores øvrige kendskab til området, kommer her en lille guide til en forlænget weekend i Sveriges mindste provins. Måske den kan være “til tjeneste” i den kommende efterårsferie eller lignende.

Vores weekend bød bl.a. på glamping i et vildtreservat, overnatning i et lostårn på en ø i Skærgåden, cykeltur i idylliske omgivelser, pizza et quirky sted og måske den bedste japanske fusionsmad vi til dato har fået. Hele turen krydrer jeg med små personlige anbefalinger, loppis og naturskønne steder, som måske også kan nås på en velplanlagt tur.

På eventyr i Sveriges sydligste vildmark

Fredag formiddag satte vi kursen mod Blekinge. Nærmere betegnet satte vi kursen mod Eriksberg Hotell & Safaripark, en køretur på ca. 2,5 time fra København.

Allerede her, inden vi når til Eriksberg, vil jeg komme med et par anbefalinger, som evt. kan tages på turen dertil eller på hjemvejen. Hvis altså ikke anbefalingerne alene er destinationen for weekenden, for de kan sagtens stå alene med teltet og vandretasken på ryggen 🙂
Stederne som jeg vil anbefale, ligger i det vestlige Blekinge, hvilket er den del af Blekinge, som de fleste fra Danmark når, som noget af det første.

Man ved man er i Blekinge, når klipperne begynder at trone frem langs med vejen.

Byen Olofström ligger i det vestlige Blekinge. Hele området omkring Olofström er skønt, men der er navnligt tre steder, som jeg vil anbefale, at man oplever.

Den første er en udsigtspost, som hverken er tidskrævende eller krævende at komme til, da den ligger få meter fra parkeringspladsen. Det drejer sig om udsigtsposten “Valhall“, der med sine 40 meter over søen Orlunden og 99 meter over havet, giver syn for, hvorfor området omkring Olofström bliver kaldt for Skandinaviens Sydligste Vildmark. Det er virkelig flot og et dejligt sted, med mulighed for at lave bål og nyde madpakken på klipperne eller på en bænk.

Sidste år ankom vi sent og campede på Valhall.

Kører man lidt længere mod vest, over på den anden side af Olofström, kommer man til Halen Naturreservat og Friluftområde. Halen er populær og veludviklet med stier, oplyste løbebaner og shelters i skøn løv- og nåleskov. Selve søen “Halen” er især populær for kano- og kajakpadlere, da søen er forbundet med Immeln, Raslången og Filksjön (dog med et overbæringspunkt). En køretur til Raslången er også en tur værd. Kombiner den evt. med en tur på den smukke Näsumaleden.

Hængebroen “Frickabron” går over Halen sø og er en af de første spots man passerer, når man f.eks. lejer kano i Olofström (info kommer længere nede i blogpostet).

Vi ynder at parkere bilen for enden af Pressaregatan og gå igennem den trollede del af skoven ned til vandet og hængebroen (tag Gärsvängen, gå via Halasundsvägen og så ud på Frickasindsvägen, der fører ned til hængebroen). Turen til hængebroen er på ca. 1,8 km og går på en grusvej midt i, hvad vi synes er, svensk skov når det er aller bedst.

Et billede af min niece “off road” ved Gärsvängen sidste efterår.

Kano-anbefaling; Sidste år tog min familie og jeg på kanotur på Halen med en madpakke, der blev spist ved bålet ved shelterplads Bergatorpet, på en mild efterårsdag. Det var den hyggeligste dag for både børn og voksne. Søen er rolig (når det ikke blæser vel og mærke), og man får hurtig fornemmelsen af at være langt væk, selv om man er tæt på by.

Udlejning af kano kan bl.a. ske herfra. På hjemmesiden finder man både kanosporkort og vandreruter i området.

På vej ombord i kanoerne efter frokost på shelterpladsen Bergatorpet.

Skinsagylet Naturreservat ligger på den nordlige side af Ryssberget. Her finder man også en fin udsigtspost. Hele turen er på 2,5 km og altså ikke nødvendigvis tidskrævende. På ruten går man gennem en sprækkedal (den er dog svært at fornemme om sommeren, pga. mængden af løv) og op forbi søen Skinsagylet, hvor der står en lille robåd til fri afbenyttelse . Dernæst fører ruten en lidt op i højden, til en udsigtspost, også med mulighed for at lave bål og nyde madpakken. Turen går ned en anden vej, så man får mulighed for at opleve lidt andet.

Udsigten fra Skinsagylet.

Anbefaling: Hvis man gerne vil opleve noget af Blekinges skønneste natur: så hent app’en ARK56. App’en er ikke mindre end genial ift. ruter og inspiration, ift. vandring, kano, kajak og cykel.

Sidst i blogpostet har jeg samlet mine andre anbefalinger. Nu tilbage til den tur vi var på 🙂

Overnatning i et af Europas størst vildthegn

Vores første nat på turen tilbragte vi i naturskønne Eriksberg Safaripark i et glamping telt midt på en klippe med udsigt over sø og skov.

Selvom regnen silede ned, havde vi det skønneste ophold i teltet, som lynhurtigt bliver varmet op af brændeovnen. Dynerne var dejligt varme, sengen blød og med teltets vægge foldet til siden, var det helt og aldeles magisk, at ligge og kigge ud på søen.

I kasserne var der krus, glas, te og og kaffe.

I dette traditionelle svenske hus, kan man også overnatte.

Teltet er uden strøm, men forsynet lanterner og stearinlys, samt et lille gasblus og kedel, så man kan lave sig noget varmt at nyde, ude på den lille overdækkede terrasse.

På Eriksberg kan man selvfølgelig også bo på “helt almindelige” værelser/suiter. Men men men, man kan også bo i deres, nærmest fatamorgana-lignende, “SynVillan” med udsigt over Mahraviken. Og som den hytte-entusiast jeg jo er, havde vi på dagsordnen at finde den i parken.

SynVillan ligger ligesom teltet isoleret fra det øvrige hotel. Det er opført som et traditionelt svensk hus med stråtag. Dog er husets sider beklædt med stål, der har til hensigt at give illusionen af, at huset svæver og bliver “opløst” i naturen. Og så har noget af villaen endda et glasgulv, med udsigt til en foderplads, lige nede under huset.

Mahraviken


Rent arkitektonisk er det en virkelig spændende villa, og med en helt fænomenal udsigt, samt badebro næsten lige nede foran. Vi har en lille drøm om, at komme tilbage og overnatte der <3

Som en “stairway to heaven” og med Mahraviken i baggrunden.

Eftermiddagen spenderede vi i Eriksbergs cirka 925 hektarer store indhegnede naturreservat. Med egen bil, og udstyret med Eriksbergs egen app, kørte vi rundt på den 10 km lange tur i det unikke kyst- og skovlandskab, hvor bl.a. kronhjorte, dådyr, vildsvin og bison vandrer frit omkring. Og minsandten om vi ikke også fik naturreservatets Kongeørn at se – en “flyvende dør” som fuglen også kaldes.


Den tunge regn gjorde det svært at få taget nogle gode billeder, men oplevelserne dem havde vi.

På vej rundt i parken med fortællinger fra app’en.

Inden middagen på Restaurant Havsörnen, hvor der ventede os en overdådig 5-retter (med en alkoholfri drinksmenu, hvilket denne preggo var lykkelig for! Og den var virkelig god), var der mulighed for afslapning i Jacuzzi med udsigt over Savannen. Vi valgte dog, at søge tilbage i vores telt og nyde lidt medbragt i stedet.

Eriksberg har to White Guide Restauranter, hvoraf Havsörnen er den ene.

Afsted mod Karlskrona

Lørdag morgen kørte vi en ekstra tur rundt i parken, inden afgang mod Karlskrona, som er Blekinges største by og som til og med er på FN-institutionen UNESCOs liste over kulturel verdensarv.
Karlskrona er fordelt på fastland og på 33 øer, der byder på en masse historisk arkitektur og gode udflugtsmuligheder i skærgården.

Anbefaling: Man kan fordel hente app’en “Karlskrona Världsarvet“. Den tager en med på en guidet tur, rundt til byens historiske bygninger.

Både lørdag og søndag spiste vi frokost i Karlskrona, på steder som vi havde fået anbefalet. Og begge steder får en kæmpevarm anbefaling med på vejen. Pizzaen hos Elsa’s Lilla Krog var super lækker og sprød. Og begge var vi ærgerlige over ikke at have plads til kager, som så sååååå lækre ud.
Caféen emmede af finurlighed og hygge. Og så var den bestemt også ganske velbesøgt.

Elsas Lilla (finurlige) Krog // Første og ikke sidste gang jeg har fået Pizza med grønne og hvide asparges. Pizzaen hedder “Jordö” og den magte himmelsk!

Det er svært at lade være med at fremhæve vores frokostoplevelse på Kai Krog, for den var FULDSTÆNDIG fantastisk. Skal jeg komme med bare én madoplevelse i Blekinge, så er det utvetydigt den!
Råvarerne, stemningen, personalet; det hele var let og lækkert! Der var Umami for alle pengene.
Vi har allerede indstillet familien på, at vi skal til Karlskrona i efterårsferien, blot for at spise der.

En stor personlig anbefaling: Udlad ikke at bestille deres Bao Supreme! Jeg græder næsten ved tanken om hvor gode de var!

Fredrikskyrkan på Stortorget.

Björkholmen, næste lige rundt om hjørnet fra Kai Krog.

Brändaholmen er Sveriges smukkeste kolonihaveområde. Her ligger 45 små huse opført i samme stil med de mest sirlige haver. Det er en fin lille tur værd, at begive sig derud.

Marine Museum

Har man mod på en køretur på ca. 30 min. vil jeg anbefale at køre til Tjurkö og opleve den lille skibskirkegård med 3 vrag . Lidt ligesom bilkirkegården i Ryd, er der en helt særlig stemning. Husk forresten at parkere helt ude ved forsamlingshuset. Kun folk der bor på vejen ned til området, må færdes der med bil. Der er altså kun private parkeringspladser.

Oplev Skærgården i Blekinge

Noget af det, som Blekinge er særligt beriget med, er de smukke og bløde klippeformationer langs med kysten. Og der findes flere måder at opleve Skærgåden på, udover diverse hop on hop off både, så kan man også både leje Supp’s kanoer og kajakker.

Billede fra en tidligere tur. Taget i havneområdet i byen Karlshamn. Et stenkast herfra, ligger Wägga Fisk & Delikatess, hvor der serveres alt godt fra havet.

Aspö i Blekinge Skærgård

Lørdag eftermiddag tog vi den gratis bilfærge over til Aspö, hvor vi skulle overnatte i et gammelt lostårn (Lotstornet) ikke langt fra vandet. Jeg har længe haft en lille drøm om at overnatte i et fyrtårn, så det her er utvetydigt det tætteste jeg nogensinde er kommet på det. Og det var en fin lille oplevelse at indlogere os på 4. sal med udsigt til havet og Drotningskär Kastel.

Lotstornet og de små hytter man også kan overnatte i.

Aspö er en hyggelig lille ø med en del fastboende. Øen er kendt for at være ideel som “cykel-ø”, hvilket også klart er noget der præger vejene derovre; massere af dagsturister tager nemlig turen derover med bilfærgen, med deres cykler. Vi valgte også at parkere bilen og låne et par cykler hos Lostornet.

På Aspö kan man også anvende app’en Ark56. Jeg vil dog anbefale, at man blot bruger den til at danne sig et overblik over øen, da mange af de seværdigheder man kan køre til, ikke er åbne for offentligheden. Der er f.eks. en del bunkers og andet efterkrigstidskonstruktioner, som udefra ser super spændende (og dystre) ud, men som desværre er bag hegn og hængelås, når man når frem.

Vi cyklede blandt andet rundt i skove, ved kyst og blandt idylliske små røde huse, hvor en rar ø-bo lod os plukke et par æbler i haven. Skoven forsynede os med de sidste blåbær, kysten og vejkanten med brombær og den lille købmand med kanelbullar.

Med Lotstornet i sigte.

Årets sidste blåbær.

Højlandskvæg giver mig altid et smil på læben 🙂

En gammel radarstation med kodenavnet “Gruvan”

Aspö’s eneste taxa er en Tuk Tuk 🙂

Aftensmaden spiste vi på det mægtige Drotningskär Kastell. Vi fik en solid burger, inden vi trætte cyklede hjem til tårnet.

Mine øvrige anbefalinger til café & Loppis i Blekinge

Mormors Bakeri: Her er der altid så pokkers hyggeligt, med hjemmebagte kager og dejlig stemning – især i den lille have. Der laves også mad (buffet) hos Mormors, som er vegetarisk.

Brygghuset café & art: Serverer dejligt sprøde vafler med enten is eller med flødeskum og syltetøj. Haven er skøn og selve caféen charmerende og farverig.

Der er massere af siddeplads i haven og indendørs siddepladser på loftet af selve café bygningen.

Hjemmelavet is fra det økologiske mejeri Björketorps Gård

Café Mandeltårtan har vi endnu til gode at prøve, men jeg synes alligevel at den fortjener en plads, da vi har hørt så meget godt om den. Billederne taler dog også for sig selv; både hvad angår bagværket og stemningen 🙂

Hjortsberga Gravfält med sine ca. 110 gravpladser fra jernalderen et fint besøg værd – og så er det smukke klokketårn noget helt særligt (Ligger ikke langt fra Ronneby).

Rödeby Antikt: har virkelig meget (husk kontanter)

Stigs Lada: charmerede lille sted med mange fine ting (husk kontanter og en pandelampe/mobiltelefonslygte)

Korsets Kraft Secondhandbutikken i Brömölla har super meget fint genbrug.

  • Reply
    Sofie
    22. oktober 2021 at 0:08

    Helt unikke billeder! Hvilket kamera gør du brug af?

    • Reply
      Copenhagen Wilderness
      22. oktober 2021 at 6:37

      Tusind tak 😀 Jeg bruger et Olumpus Pen F 😀

  • Reply
    oliver
    7. april 2022 at 14:46

    Smukke billeder

Leave a Reply