ROADTRIPS & VILDMARKSREJSER VILLA VILDNIS

Tre virkelig smukke naturoplevelser i Blekinge

14. september 2020

Som lovet i går, ovre på Instagram, vil jeg løbende lave små posts med de oplevelser vi har i vores nærmiljø, her i Sydsverige. Store såvel som de helt bitte små. Og I må også meget gerne dele steder og oplevelser i kommentarfeltet, til glæde for alle der elsker dejlige Sverige <3

Eftersom vores sommerhus ligger i grænselandet mellem Skåne og Blekinge, vil oplevelserne typisk være situeret der. Men også Småland, har vi relativt kort til, så der sniger sig nok også et par oplevelser ind derfra. En tilbagevendende Smålandsfavorit er f.eks. Bilkirkegården i Ryd.

I lige det her post er alle oplevelserne placeret i Blekinge, cirka 2 timer fra København. Tre oplevelser har jeg valgt ud og de kan snildt tages i rap, da de ligger forholdsvist tæt og ikke er krævende. Turen kan altså snildt tages som endagstur!

Lige de her tre oplevelse er helt utroligt smukke! Særligt i højden! Noget der stadig overrasker os, når vi triller ind fra flade Danmark. Altså tænk, at naturen kan være så anderledes så kort væk! Vi måber altså stadig!

Det handler vidst mest om min egen billedforfængelighed end noget andet. Men, som den billednørd jeg er, må jeg lige henvise til, at nogle af billeder er taget med min telefon!
Jeg har været lidt af en klaphat, til at få husket kameraet.

Udsigten fra Valhall over Orlunden

Den her er min favorit. Valhall ved Olufström er et virkelig spektakulært udsigtspunkt, som på mange måder er overraskende at finde så kort fra København. Med 40 meter over søen Orlunden og 99 meter over havet, får man virkelig syn for, hvorfor området omkring Olufström bliver kaldt for Skandinaviens Sydligste Vildmark. Det er så flot, med små øer i søen og masser af himmel!

Udsigtsposten ligger få meter fra parkeringspladsen og har en bålplads, helt perfekt til madlavning og hygge i solnedgangen.

Vi har allerede været forbi tre gange. Den ene gang besluttede vi os for at slå et telt op på klippen, noget jeg selvfølgelig lige må advare imod, hvis man går i søvne og ikke er vant til at færdes omkring afsatser og højder. Dertil kommer, at man selvfølgelig skal vise hensyn. Vi slog først teltet op omkring solnedgang, så vi ikke generede andre, der evt. ville komme forbi. Det er jo et populært udsigts-mål.

Jeg har forresten fundet et par tekster, som beskriver at man tilbage i tiden, lod gamle og syge kaste sig ud fra Valhall, ned i Orlunden! Hvis nogen af jer har set gyseren “Midsommar”, så har I måske også nogle meget unødige billeder på nethinden! Flot film dog! Men øhm, hold jer fra den, hvis I skal campe i nærheden af Valhall og gerne vil sove godt 😛

Altså se lige…

Der skulle også ligge en fin badestrand ved Orlunden, i gå afstand fra Valhall.

Skinsagylet Naturreservat

Skinsagylet er et Naturreservat på den nordlige side af Ryssberget. Her finder man også en fin udsigtspost.
En markeret vandrerute på 2,5 km tager en igennem en sprækkedal (den er svær at fornemme om sommeren, så vi glæder os til turen her i efteråret/vinteren) og op forbi søen Skinsagylet, hvor der står en lille robåd til fri afbenyttelse. Tilførslen af vand til søen er helt enormt stor. Det estimeres at alt vandet i søen bliver udskiftet cirka hver 2-3 uge. Bemærk den søde lille opfordring til brugen af båden, som hænger ved bænken 🙂

Fra søen går man et let stejlt stykke til 125 Moh, hvor man får udsigt over hele Pukavikbugten. Som ved Valhall er der også her mulighed for at sidde ned og lave bål ved den flotte udsigt.

Jeg glæder mig til et gensyn, når det hele er forklædt i efterårsfarver. Grenen dækker lige akkurat en fabrik, som desværre lige stikker op i landskabet.

Halens Naturreservat

Halen Naturreservat består af en del forskellige vandreruter, hvor vi kun har taget en “uofficiel”, som bringer os på en kort og børnevenlig tur gennem reservatet og over den flotte hængebro Frickabro.
Skoven er frodig og hvis man som vi ELSKER mos, så er det her stedet. Det er sådan en rigtig “troldeskov”. Store klippesten fyldt med mos, planter og små træer der skyder op fra dem. Tæt nåleskov og gamle løvtræer. Det er så smukt!

Min niece på koglejagt <3

På denne side af hængebroen er der et stort bord og bænke, til at indtage frokosten.

Området omkring Halen er populært og veludviklet med stier, oplyste løbebaner og shelters. Selve søen “Halen” er især populær for kano- og kajakpadlere, da søen er forbundet med Immeln, Raslången og Filksjön!

Jeg har undersøgt det en smule og vi skal helt bestemt på både endags og fleredags kanoture med overnatning på nogle af de 15 shelterpladser. Flere områder er som taget ud af et eventyr med smalle tilgroede kanaler, idylliske små-øer og klipper. Det ser helt HELT fantastisk ud!

Skriv endelig hvis du ligger inde med tips til en rute!

I samme område finder man andre gode vandreruter, som f.eks Vildmarksvandring Raslången-Halen og vandring på Blekingeleden. Og så er der alt hvad der sker omkring Ivösjön og Immeln! Ammen…at være “weekend-svensker” er slet ikke så tosset”

Lige om lidt kommer efteråret og så står det på skovtur en masse! Vel nok den flotteste tid i skoven, hvis det står til mig! Hvor jeg dog glæder mig!

  • Reply
    Nana
    21. september 2020 at 20:23

    Har du mon et godt tip til en hyggelig, gerne rustik, hytte med pejs i området? Synes godt nok det er svært at finde noget, der ikke er alt for moderne…

Leave a Reply